Arbejdet og familielivet er sat i anden række, så Simone kan stå skarpt til OL

Simone Jacquet fra det danske ishockeylandshold har sat alt ind i jagten på at være bedst muligt forberedt til vinter-OL.

Det danske hold til vinter-OL til februar kommer til at være rekordstort. Takket være de danske ishockeylandshold på både herre- og kvindesiden, som er med ved legene for første gang, har de danske planlæggere fået lidt ekstra at se til i juletiden.

Når vinter-OL begynder i Beijing til februar, er en af dem, der er med for første gang, Simone Jacquet.

Hun spiller på det danske ishockeylandshold og har gjort det i 18 år. Med 18 landsholdsår på bagen er OL en sjælden førstegangsoplevelse i ishockey-regi for Simone Jacquet, og derfor glæder hun sig som et lille barn til vinterlegene bliver skudt i gang i den kinesiske hovedstad.

- Det er kæmpestort. Det er slet ikke til at forstå.

- OL er det, vi alle sammen gerne vil. Det er det største, siger hun.

Michelle Weis, Josefine Persson og Josefine Jacobsen jubler over en scoring mod Tyskland, som sikrede Danmark OL-kvalifikation ved kvalifikationsturneringen i november. (Foto: © nordphoto GmbH / Hafner via www., Ritzau Scanpix)

Det danske kvindelandshold i ishockey har generelt haft et bemærkelsesværdigt år, som OL-kvalifikationen blev kronen på toppen af.

I forvejen var den første danske deltagelse ved A-VM i 29 år vinget af, og dertil blev det også besluttet, at danskerne kan se frem til VM på hjemmebane i 2022.

Derfor er der stadig meget at se frem til i den rød-hvide landsholdstrøje for ishockeylandsholdet, selvom 2021 på alle måder har været et hæsblæsende år for ishockeylandsholdet. Så lige nu må alt det andet komme i anden række, fortæller Simone Jacquet.

- Mine egne børns fødselsdag har jeg måtte droppe, fordi jeg havde en kamp eller en landsholdssamling. På den måde koster det også rigtig meget på familielivet.

- Mit arbejde må komme i anden række. Det er træning først. Jeg skal bare stå skarpt, siger Simone Jacquet.

Se hele indslaget med Simone Jacquet øverst i artiklen.

Vinter-OL i Beijing begynder 4. februar og varer frem til 20. februar 2022.