Når Kim Larsen sidder og bladrer i fotoalbummet med de mange billeder, han har taget ved OL, er det svært ikke at blive nostalgisk.
Et sløret billede viser Muhammad Ali jogge afsted med faklen ved OL i Atlanta for 26 år siden. På det næste står Kim Larsen skulder om skulder med et par kolleger i 1998. Skibakken i Nagano er kulisse.
Og sådan fortstætter OL-motiverne ellers. Side efter side i fotoalbummet.
Kim Larsen har de seneste 30 år været fysioterapeut for så mange landshold i Danmark, at han har svært ved at sætte navn på dem alle.
- Jeg vil tro, at jeg har været inde over alle de landshold, som er i Team Danmark-regi. Cricket, floorball og herrelandsholdet i håndbold, som vandt guld i Rio, for bare at nævne nogle få, siger han.
Og selvom Kim Larsen efterhånden er blevet 64 år, er han stadig i fuld vigør. Få minutter før interviewet med DR Sporten havde han den danske OL-fanebærer Madeleine Dupont til behandling, inden hun skulle til vinter-OL i Beijing.
Og sådan gået de seneste uger. Dag for dag, behandling for behandling.
Kim Larsen kender rutinen, men det bliver aldrig kedeligt.
- Min kone har spurgt mig mange gange, hvorfor det bliver ved at være sjovt. Men det er, fordi jeg bliver udfordret i det ypperligste til OL. Som fysioterapeut skal du også præstere til OL. Det er dét, der driver mig. Jeg vil hjælpe atleterne, men jeg vil også udfordres på mine egne evner. Og så giver det altså alligevel også lidt af et kick, når du ser Dannebrog blive båret ind til en åbningsceremoni.
- I de tre uger, OL står på, skal jeg præstere så optimalt, som jeg overhovedet kan. Så må jeg hvile mig senere. Der kræver altid opmærksomhed, og du er aldrig alene. Du sover sammen med nogen, du spiser sammen med nogen, og samtidig er dine sanser skærpede. Der er nervøsitet, og der er en spænding, fordi du skal være på hele tiden og gøre dit bedste.
De gode, de hårde og de grusomme
Det er hårdt, men Kim Larsen er sportsinteresseret. Derfor er det også spændende at være dér, hvor ’alle de bedste er’.
Selv har han været på landsholdet i brydning, da han var yngre. Og derfor kan det også været meget sjovt at liste lidt rundt i OL-byen for at få et glimt af stjernerne.
Men han har aldrig bedt om et billede eller en autograf. Den slags gør du ikke, når du er en del af behandlertemaet.
Det ville være tosset. Lige så tosset, som han har set nogle atleter opføre sig.
- Men det er ikke noget, der skal fortælles om i hverken radio eller fjernsyn, lyder det diplomatisk fra den loyale fysioterapeut, inden han slår fast:
- Hvad der sker til OL, bliver til OL.
De store sportsoplevelser fortæller han til gengæld gerne om. Dengang han så Michael Jordan trylle med en basketball, da badmintonspilleren Poul Erik Høyer flåede trøjen i stykker over brystet i OL-jubel, eller da håndboldspilleren Mads Mensah Larsen scorede det sidste mål i herrernes OL-finalesejr over Frankrig i 2016.
Han var dér.
Selvom arbejdsdagene nogle gange når 14, 16, måske 18 timer om dagen til OL, er der også indimellem tid til at nyde de store øjeblikke. Tid til at få et tiltrængt og nødvendigt pusterum.
Jobbet som fysioterapeut er nemlig krævende.
Naturligvis skal hænderne på arbejde, men det skal hovedet også.
Og nogle gange er du nødt til at være træls, simpelthen.
Det kan for eksempel være, når han skal give den værste besked af alle til de atleter, der har kæmpet flere år for at nå til OL, fortæller Kim Larsen.
- Det er noget af det hårdeste, når du skal fortælle en atlet, at du råder dem til at droppe en konkurrence. Især fordi jeg efterhånden kender atleterne så godt. Derfor kan jeg også godt blive lidt ked af det på deres vegne, hvis de taber en kamp. Jeg kan godt synes, at det er synd for dem. Men jeg står ikke og græder.
- For det er utrolig vigtigt, at du bevarer en tilstrækkelig afstand til atleterne. Jeg er en del af behandlerteamet og ikke en del af deres af slæng. Det er vigtigt, hvis du er professionel. For det er nok endnu sværere at give en besked om, at en atlet ikke skal stille op, hvis det også er en af dine bongkammerater, siger Kim Larsen.
Større afstand
Med tiden er afstanden blevet større. Ikke fordi Kim Larsen er kommet længere væk fra atleterne. Der er bare kommet flere mennesker over alt.
Ved nogle af de første OL, som Kim Larsen deltog i, var stemningen mere ’hyggelig’, mens OL i dag har vokset sig til at være noget, der er mere kommercialiseret, siger han.
Pointen understreges tydeligt, da han viser et billede fra curlinghallen i Nagano.
Her vandt Danmark i 1998 sin hidtil første og eneste medalje ved vinter-OL, men tilskuerne var nærmest ikke til stede i det, som Kim Larsen kalder ’sølle omgivelser’.
- OL er vokset helt vildt siden da. Professionaliseringen er vokset. Der var måske 100 mennesker, der så vores curlinglandshold vinde sølvmedaljer til OL. I dag er det totalt professionelt sat op til OL, og der er lagt mega mange penge i eventet. Tidligere var vi måske to eller tre fysioterapeuter, der fulgtes med det samme antal læger til OL. Nu er vi måske 15 fysioterapeuter, otte læger, præstationsanalytikere, diætister, you name it. Alt er blevet større.
Men selvom alting vokser, ændrer sig og rykker sig, står Kim Larsen stadig fast. Han har rutine, overblik og erfaringer. Han er der, nærmest som altid, som en del af den danske OL-lejr.
Det gælder også i Beijing.
Den eneste markante ændring er, at han i sommer fik sin første tatovering. OL-ringene, naturligvis.
For der er ikke nødvendigvis grund til at ændre på noget, der virker. Og så længe han synes, det er sjovt, så længe han bidrager, og så længe han bliver udfordret, bliver han ved.
- God vin bliver jo også bedre med alderen, konstaterer han med et smil.
- Selvfølgelig har alt en udløbsdato. Også den gode vin. Men så længe jeg kan yde det, jeg kan, og så længe atleterne er tilfredse med mig, så vil jeg gerne fortsætte med at være en del af OL-holdet.
Lad os bare konstatere, at det sidste billede ikke er sat i fotoalbummet endnu.