Den 17-årige langrendsløber Darya Dolidovich fra Belarus havde drømt om at deltage i OL i Beijing, men det blev der sat en grundig stopper for i slutningen af januar.
Det nationale skiforbund valgte nemlig pludselig at deaktivere det registreringsnummer, hun lige som alle andre udøvere skal bruge for at kunne stille op i internationale konkurrencer.
Darya Dolidovich har udtalt til nyhedsbureauet Reuters, at det kun kan skyldes, at hun er blevet anklaget for at støtte den belarussiske opposition, der er under voldsomt pres fra præsident Lukasjenkos regime.
Nu har Darya Dolidovich og hendes familie så taget den ultimative beslutning og er flygtet ud af Belarus - til Polen. Her håber Dolidovich at kunne genoptage sin træning.
Far: Risikerer at blive smidt i fængsel
Hun trænes af sin far, Sergei Dolidovich, der har deltaget i adskillige OL-konkurrencer i langrend. Han så ikke anden udvej end at flygte fra Belarus.
- Darya er blevet frataget muligheden for at stille op i konkurrencer. Jeg kan ikke se, at hun kan fortsætte sin karriere i Belarus.
- Vi ville blive anklaget for at støtte oppositionen og risikerer at blive smidt i fængsel, siger Sergei Dolidovich i et videointerview med Reuters.
Dolidovich-familiens flugt kommer midt i OL i Beijing, hvor hele det belarussiske hold er under skarp overvågning, efter at den hviderussiske 200 meter-løber Kristina Tsimanovskaja ved OL i Tokyo i sommer søgte asyl i Polen, da hun ikke følte sig tryg ved at skulle rejse hjem til Belarus.
Hun lever nu sammen med sin kæreste, som også har fået asyl i landet, omgivet af seks livvagter.
- Jeg har ingen penge og har ikke længere en konto. Min løn var blevet brugt til at hjælpe min mor med at betale et lån. På grund af corona og min mangel på mulighed for at konkurrere, løb jeg for nylig tør for sponsorer, sagde Kristina Tsimanovskaja i efteråret.
Ekspert: Kan virke udsigtsløst at blive
Sagen om de belarussiske atleter på flugt fra Lukasjenkos regime vidner om, at oppositionen og kritikere har det meget svært i Belarus, vurderer Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.
- Præsidenten har konsolideret magten igen. Der er en afstemning om en ny forfatning på vej, og den vil med stor sandsynlighed give Lukasjenko lidt ro og mulighed for at blive siddende indtil 2035. På den baggrund kan det nok virke udsigtsløst at blive i Belarus, siger han:
- Atleterne er under dobbelt pres: Dels som borgere, dels som atleter med en offentlig, international profil. Styret forventer naturligvis fuld loyalitet fra dem, siger Flemming Splidsboel.
Tilbage i maj tvang de belarussiske myndigheder et passagerfly fra Ryanair væk fra sin rute mod Litauen og ned i den belarussiske hovedstad, Minsk, hvor en kendt kritisk journalist og aktivist blev hevet af flyet og anholdt.
Siden har protesterne i Belarus udviklet sig måned for måned, mens præsident Aleksandr Lukasjenko har strammet skruen. Flere atleter har deltaget i protesterne og er efterfølgende blevet fængslet.
