Det er, uden sammenligning, en af de mest inspirerende fortællinger ved vinter-OL i Beijing.
27-årige Max Parrot fra Canada, akrobatisk snowboader, der tre år efter sin indlæggelse med kræfttypen Hodgkins lymfom i morges dansk tid strøg til tops og tog guld i mændenes slopestyle.
Et følelsesladet øjeblik.
- Jeg er ekstremt stolt af mig selv og at tage guldet med det gennemløb betyder så meget for mig, sagde Max Parrot efterfølgende.
Og det var også et vildt run af Parrot, der scorede hele 90.96 fra den olympiske dommerkomité og henviste hjemmebanehåbet Su Yiming til andenpladsen, mens landsmanden Mark McMorris fik en bronzemedalje.
Men da slowbillederne løb over skærmen, fornemmede man en tydelig undren i kommentatorboksen hos DR Sportens snowboardekspert, Peter Falktoft.
- Det kan lyde helt vanvittigt, men Max Parrot bliver scoret lidt højt. Jeg synes ikke, at du kan tillade dig at misse dit grab (greb om snowboardet, red.), sagde Falktoft.
Herunder kan du se sekvensen under Max Parrots gennemløb i mændenes slopestyle-finale:
Et misset grab? Ja, undervejs fik Parrots hånd ikke fat i boardet og klamrede sig i stedet om canadierens underben. Derfor kunne konkurrencens højeste score heller ikke retfærdiggøres, mener Peter Falktoft.
Max Parrot fik point for et trick, han ikke havde landet.
- Det er noget, der rammer et delikat punkt i snowboarding, nemlig stil og udførelse. Med den historik, det at grabbe sit board, har i moderne snowboarding, synes jeg ikke, at man kan forklare den score, han fik. Det var en dommerfejl, siger DR's snowboardekspert.
Han har det ambivalent med at skulle påpege det ellers så åbenlyse.
- Jeg er fanget mellem to stole, fordi jeg holder meget af Parrot. Historien om, at han er kommet gennem et kræftforløb, gør fortællingen endnu mere fantastisk.
- Tro mig, jeg under så meget Parrot den guldmedajle. Jeg bliver bare nødt til fra et sportsligt synspunkt at fremhæve, at det er en dårlig dommerpræstation, og dem har der desværre været en del i den forholdsvis korte tid, snowboarding har været på den olympiske program, siger Peter Falktoft.
Hos de australske kommentatorer på Channel 7, Mitch Tomlinson og Ryan Tiene, vakte det også opsigt, at dommerne missede den afgørende detalje.
- Det er ikke godt for snowboarding, lød det.
Ifølge BBC's kommentator, Ed Leigh, burde fejlen have kostet Parrot to-tre point.
- Der var tre point mellem bronze og guld. Det ville fuldstændig have vendt op og ned på podiet, siger Ed Leigh.
