15-årige Kamila Valieva får lov til at fortsætte ved vinter-OL på trods af en positiv dopingprøve fra december.
Det oplyser den internationale sportsdomstol, Cas, mandag.
Sagen om Kamila Valieva har hjemsøgt OL i Beijing i en uges tid og skabt overskrifter over alt i verden.
Den 15-årige russer vandt i mandags guld i holddisciplinen sammen med sine holdkammerater, men medaljen fik russerne ikke.
Medaljeoverrækkelsen blev udsat på grund af en 'juridisk høring', og der gik ikke længe, før rygterne svirrede i medier verden over.
Men nu er der landet en afgørelse i sagen, der er endt hos sportens højeste juridiske instans, Cas.
- Cas afslår at pålægge den russiske kunstskøjteløber Kamila Valieva en midlertidig suspendering, skriver domstolen i sin afgørelse.
Cas lægger i afgørelsen vægt på sagens 'exceptionelle omstændigheder', at Valieva er mindreårig, samt at hun først blev oplyst om den positive dopingprøve dagen efter holdkonkurrencen.
Det understreges i afgørelsen, at der udelukkende er taget stilling til, at Valieva ikke bør suspenderes midlertidigt, mens dopingsagen behandles.
Cas har altså ikke vurderet, om dopingsagen bør føre til en dom, ligesom Cas heller ikke har taget stilling til, hvorvidt Kamila Valieva bør tildeles sin OL-guldmeldaje fra holdkonkurrencen.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Det Internationale Anti-doping Agentur (Wada) og Det Internationale Skøjteforbund (ISU) havde nedlagt protest til Cas, fordi russernes anti-doping agentur, Rusada, havde ophævet suspenderingen af Valieva.
Her har Cas altså erklæret sig enige med Rusada, efter sportsdomstolen har holdt høringer i sagen i knap seks timer søndag aften.
Russerne er under lup i kølvandet på den store russiske dopingskandale for flere år siden, der betyder, at atleter fra Rusland ikke stiller op under deres eget flag, men under navnet ROC, Ruslands Olympiske Komité.
Ordet 'Rusland' er reelt bandlyst ved OL. Det russiske flag blafrer ingen steder, og den russiske nationalsang må ikke spilles.
Fredag kom bekræftelsen fra Den Internationale Testmyndighed, ITA: Kamila Valieva var blevet testet positiv for det forbudte stof trimetazidin, før legene begyndte.
Det er et stof udviklet til hjertepatienter med dårligt hjerte, der kan øge pumpefunktionen i hjertet.
Men fordi Valieva appellerede afgørelsen, løftede Den Russiske Antidopingkomité suspenderingen, så hun kunne fortsætte ved legene.
Det er forklaringen på, at hun kunne være med til at vinde en guldmedalje i holdkonkurrencen, selvom hun havde en positiv dopingprøve til at ligge på et laboratorie.
En medalje, der ifølge russerne er vundet på fair vis.
Hvorvidt resultatet fra holdkonkurrencen får lov til at stå, har den internationale sportsdomstol ikke taget stilling til, oplyses det i pressemeddelelsen.
Talsperson i IOC, Mark Adams, har tidligere udtalt, at medaljeceremonien i holdkonkurrencen ikke kan finde sted, før der er faldet en afgørelse i dopingsagen.
- Det kan formentlig ikke blive udredt under legene, og det er beklageligt, men vi er nødt til at følge processen, siger Mark Adams ifølge nyhedsbureauet Reuters.
USA blev toer i holdkonkurrencen, Japan blev treer, mens Canada sluttede på fjerdepladsen.
DR forsøger at få en kommentar fra Danmarks Idrætsforbund om sagen.
08.28: Opdateret med citat fra IOC.
