Tanken var egentlig, at Nils van der Poel skulle tale lidt om fredagens konkurrence i 10.000 meter, da svenskeren deltog i en pressekonference onsdag.
I stedet endte det et helt andet sted.
For lige så fuld af forventning svenskeren var, lige så rasende var han over hollændernes opførsel ved OL, som han blandt andet kalder ’korrupt’.
Det hollandske skøjteforbund, KSNB, har nemlig udgivet en artikel, hvor det fremgår, at de har fået akkrediteret en person ved navn Sander van Ginkel til den olympiske speedskatingarena.
Officielt har han titel af sportsforsker hos hollænderne. I den stillingsbeskrivelse står blandt andet en opgave, der lyder på at gøre isen perfekt. Men kun for hollænderne.
Og det er dét, der gør Nils van der Poel rasende.
- Jeg har den største respekt for de hollandske skøjteløbere, og jeg nærer stor tillid til de folk, der håndterer isen i hallen. Men vi bliver nødt til at snakke om fairplay i vores sport, og det her er langt fra fairplay. Det er korruption, siger svenskeren.
Hård is er god is
Blandt andet fortæller Sander van Ginkel, at han sidder og måler temperaturen på isen i skøjtearenaen, så han med resultaterne kan påvirke de folk, der håndterer isen i Beijing.
Jo hårdere is, jo bedre, siger han i artiklen.
- Jeg forsøger at give vores løbere de bedste betingelser, siger Sander van Ginkel.
Galt eller genialt?
Ingen af delene, siger Nils van der Poel, som i stedet mener, at det er snyd, humbug og et forsøg på at sende konkurrenterne på glatis.
- Det her er et forsøg på at påvirke noget til din egen fordel ved at bruge uetiske og amoralske metoder. Jeg kan ikke forstå, hvordan det hollandske skøjteforbund kan tillade de her ting, og jeg forstår slet ikke, at de fortæller hele verden om, at det sker.
- Det er pinligt. Ikke bare for det hollandske forbund, men også for de hollandske skøjteløbere. Det her er den største skandale i vores sport. Vi har tidligere haft dopingtilfælde, men jeg har svært ved at se, at det her skulle være meget bedre, siger svenskeren.
Usportsligt, unødvendigt og uacceptabelt
Det er hårde ord om den hårde is fra Van der Poel.
Men ikke desto mindre stiller Den Svenske Olympiske Komité (SOK) sig fuldstændig bag skøjtestjernen. Det siger Peter Reinebo, der er virksomhedschef i komitéen.
Han fortæller, at svenskerne har rejst sagen for både Den Internationale Skøjteunion (ISU) og Den Internationale Olympiske Komité (IOC).
- Lederne på vores skøjteteam har talt med nogle af de øvrige nationers ledere og med organisationen, der har ansvaret for konkurrencerne. I organisationen sidder også folk fra ISU. Samtidig har vi anmeldt sagen til IOC. Det gør vi af hensyn til at få en sportslig fair konkurrence, siger han til den svenske avis Expressen.
Samtidig kalder han det 'psykologisk krigsførsel' mod den svenske skøjtestjerne, der søndag vandt OL-guld på 5.000 meter.
- Det er en usportslig påvirkning, som er helt unødvendig. Og uacceptabel fra et nationalt forbund.
Ifølge Peter Reinebo har SOK fået svar fra ISU, der lover svenskerne, at intet land kan påvirke temperaturen på isen og på den måde opnå en fordel.
Noget, som også den tekniske direktør i KSNB, Remy de Wit, afviser.
Han mener ikke, at hollænderne har den store indflydelse på de beslutninger, som den isansvarlige ved OL tager.
- De isansvarlige rundt omkring i verden er selv i stand til at styre, hvordan isen skal være. Der er naturligvis mange samtaler mellem sportsforskere, trænere og isansvarlige. Måden at gøre tingene på er faktisk noget, vi har praktiseret i mange år. Så tingene er ikke anderledes under det her OL, siger han, inden han erkender, at ordvalget i artiklen var 'uheldigt'.
Nils van der Poel må derfor i første omgang forsøge at bringe aggressionerne ned i skøjterne, når han fredag skal krydse klinger med hollænderne i herrernes 10.000 meter.
Konkurrencen kan du se direkte på DR2 fra klokken 8.55 fredag.
