Der er forskel på at rende langt og på langrend.

Hvis man selv har deltaget i et løb - kort eller langt - eller set andre krydse målstregen efter et løb, kan man godt opleve en vis udmattelse. Det afhænger selvfølgelig af løbeform og distance.

I langrend er det imidlertid noget helt andet. Det har vi allerede set flere eksempler på under det igangværende vinter-OL i Beijing.

Her er det nemlig ikke unormalt, at deltagerne falder om i sneen, så snart de når i mål.

Indimellem besvimer de, som det var tilfældet for Frida Karlsson forleden. Det skete faktisk to gange i streg for den 22-årige svensker, der efterfølgende blev kaldt for en 'drama queen' af en norsk kollega.

Den var nu vist god nok.

DR's ekspertkommentator Troels Hein Bünger har fulgt sporten igennem mange år, og han har selv prøvet kræfter med den.

Han mener godt, man kan tillægge hårdhedsgraden en 50 procents stigning, hvis man sammenligner langrend med almindeligt løb hen ad landevejen.

- Langrend er ekstremt på mange områder. Det er en udholdenhedsidræt ligesom løb, cykling, kajak, svømning og så videre, men der er så meget mere i det, fordi udøveren konstant bruger hele kroppen. Benene, armene, maven, ryggen - alt er i bevægelse samtidig, og det er over lange distancer, forklarer Troels Hein Bünger.

- Pulsen er enormt høj, fordi der skal bankes blod rundt i hele systemet. Hvis man skal være med på øverste niveau, kræver det et meget højt kondital, så nogen udøvere vil fra naturens side være bedre disponeret til at slå til i sådan en sportsgren end andre.

- Kan man ikke træne sig helt op i toppen?

- Altså, man kan da helt sikkert rykke sig meget ved at træne hårdt i mange år. Man kan også kompensere for et knap så højt kondital ved at være hurtigere eller bedre teknisk end de fleste andre. Forskellige typer kan være stærke på forskellige tidspunkter i et løb, hvor det jo går op og ned. Men nogen er bare helt indiskutabelt bedre skabt til det her fra naturens side.

- Er norsk blod i årene en fordel?

- Ha ha. Det tror jeg ikke. Når nordmændene er gode til langrend, handler det om, at sporten er stor deroppe. Mange dyrker den, fra de er helt små, og derfor er der helt naturligt bare mange at rekruttere fra. Men når jeg snakker om kondital, er det selvfølgelig ikke et gen-lotteri, hvem der bliver verdensstjerner. Det handler i lige så høj grad om træning, teknik og det rette udstyr, siger Troels Hein Bünger.

Når mænd i lycra udfordrer sig selv

I Danmark er der ikke overraskende langt mellem langrendsløberne, men ifølge Troels Hein Bünger skal man ikke undervurdere, hvor mange danskere, der faktisk dyrker sporten.

Nogle spænder rulleski på fødderne og drøner afsted på asfalten.

Andre melder sig til de store og berømte events som Birkebeiner-løbet (54 kilometer) i Norge og Vasa-løbet i Sverige (90 kilometer). Selveste Kronprins Frederik har deltaget i sidstnævnte flere gange.

- Vi har igennem årene set midaldrende mænd i tætsiddende lycra - de såkaldte 'mamils' (middle-aged man in lycra, red.) - når de kommer cyklende. Nogle laver en ironman eller melder sig til La Marmotte i Frankrig, som er blandt verdens hårdeste éndagscykelløb. Ekstremsport er populært, for det er fedt at køre den helt ud til grænsen. Efter at have gennemført ironman'en eller maratonløbet er mange begyndt at kigge mod de historiske løb i langrendsverdenen, siger Troels Hein Bünger.

Da han selv lå og trillede rundt på rulleski sidst i 90'erne og start-00'erne, fik han mange kommentarer og spørgsmål, husker han.

Folk kiggede og undrede sig over, hvad det mon var, han kørte på, når de så ham på de københavnske indfaldsveje.

Det var ikke ualmindeligt, at der blev råbt ting som "få dig et liv!", når en bil susede forbi. Som regel var det en anden mand, der råbte.

- I dag er det relativt almindeligt at se folk på rulleski herhjemme, og de dumsmarte kommentarer er efterhånden forsvundet. Og så er der altså et stigende antal danske deltagere i de dér udenlandske løb. Det handler i sidste ende om at vise, at man kan klare det. At gennemføre Vasa-løbet svarer jo lidt til at gennemføre to maratonløb i streg.

- Det er vel også derfor, vi ser selv topatleter falde om?

- Ja, helt sikkert. Det er jo så simpelt, at jo mere du kan presse dig selv, desto større er din chance for at tage en medalje. Så det gør de.

- Langrend er en sport, hvor det handler om at mase al energi ud af kadaveret, for det er tit nogle få sekunder, der afgør, hvem der vinder. Derfor ligger atleterne med næsten maks-puls hele tiden, og vi ser indimellem, at det sortner for øjnene, og at de kører med en konstant fornemmelse af at være ved at kaste op eller skide i bukserne, for at sige det rent ud. Særligt lige før målstregen kan nogle have svært ved at stå på benene. Det er der mange eksempler på, siger Troels Hein Bünger.

Blandt de mest kendte eksempler er en hændelse fra mændenes fire gange ti kilometers stafet til VM i 2003.

Scenen udspillede sig i sneen i italienske Val di Fiemme, hvor svenske Jörgen Brink med bare to kilometer til mål havde et forspring på 20 sekunder ned til sine nærmeste forfølgere.

Pludselig gik han kold.

Batterierne var helt flade, og han måtte se konkurrenterne stryge forbi og kæmpe om første- og andenpladsen, mens Brink måtte tage til takke med bronze, hvorefter han blev hjulpet væk fra målområdet.

Ja, og så må han desuden ifølge den norske avis Aftenposten leve med, at det siden blandt nordmænd har heddet "at lave en Brink", hvis man går død lige før målstregen.

Mændenes fire gange ti kilometer stafet under OL 2022 afvikles søndag morgen med startskud klokken otte dansk tid. Du kan følge det hele her på dr.dk og på DRTV.