Strolz blev droppet af landsholdet og arbejdede som betjent - et halvt år senere er han OL-guldvinder

Østrigeren kvalificerede sig til OL i januar. Han vandt to guldmedaljer ved legene i Beijing.

Johannes Strolz vendte tilbage som eliteskiløber i december. Ved udgangen af februar er han dobbelt OL-guldvinder. (Foto: © Foto: Jorge Silva/Reuters/Ritzau Scanpix. Collage: Diede Linnet van de Mosselaar.)

I 2021 fangede Johannes Strolz fartbøller på de østrigske landeveje som færdselsbetjent. Et halvt år senere vandt skiløberen to gange OL-guld med 140 kilometer i timen.

Den alpine succeshistorie blev kronet søndag, da Østrig vandt guldduellen foran Tyskland i parallelslalom for hold. Strolz var efterfølgende rørt til tårer.

Hans OL-chancer virkede forsvindende små ved udgangen af sidste år, da han i december vendte tilbage til elitesporten efter en periode i skyggen.

- Det har været en hård tid med mange tilbageslag, understreger Johannes Strolz til det norske medie, NRK.

29-årige Strolz kvalificerede sig som en af de sidste til Beijing efter karrierens første sejr på World Cuppen i januar. Indtil da var det højest blevet til en 10. plads. Og han var ikke på landsholdet.

Efter 2020-sæsonen blev han droppet af landstræneren på grund af manglende resultater efter et år, hvor han blot fuldførte tre løb. Uden støtten fra nationalholdet, måtte Johannes Strolz finanicere sit eget udstyr, træning og rejser til konkurrencer. Han vendte derfor tilbage til sit fuldtidsarbejde som politibetjent i den østrigske by, Dornbirn.

Nedenfor kan du se Strolz og Østrig vinde guld i parallelslalom for hold:

Ville ikke opgive drømmen

Som søn af den tidligere skiløber og OL-guldvinder fra 1988, Hubert Strolz, var det ikke en mulighed for junior at give op. Alpinkarrieren var vigtigere end arbejdet som færdselsbetjent.

Derfor trænede den 29-årige østriger sideløbende med det tyske alpinhold for at holde slalomformen ved lige. Det hjalp ham med at genopbygge troen på sig selv. Men til tider var det tæt på at være for udmattende, fortæller han.

- Der var altid meget arbejde. Efter 12 timers politiarbejde stod den på træning. Det var opslidende, men jeg ville give alt for at holde min drøm i live, siger Johannes Strolz.

Og drømmen fik så småt nye ski at køre på.

Den østrigske skiløber vandt således tre OL-medaljer, to af guld og en af sølv i Beijing. Med sejren i alpin kombineret gentog han sin fars 34 år gamle bedrift fra vinter-OL i Calgary. Og lige netop dén medalje betyder 'alverden' for østrigeren.

- Når jeg tænker på det, alle billederne og min fars guldmedalje, er det svært for mig ikke at græde. Det er en drøm, som går i opfyldelse, siger Johannes Strolz til OL's hjemmeside.

- Jeg tror, at jeg er et godt eksempel på, at du aldrig må give op. Hvis du tror på dig selv, skal du tage chancen og fortsætte.

Johannes Strolz debuterede ved VM i 2013. Han er blev østrigsk mester i storslalom samt slalom i 2017 og storslalom igen i 2019. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Ritzau Scanpix)

Betjent eller skiløber?

Han er fuld af lovprisninger til det østrigske landshold, som var en stor del af medaljerne. Strolz tilegner sejrene til sin familie, der i sin tid overbeviste skiløberen om at fortsætte karrieren. Uden deres støtte var gulddrømmen blevet i faderens fotoalbum.

- De har den største andel af medaljerne. Jeg er så taknemmelig for alt, hvad der er sket for mig.

I et interview med Tv-stationen France24 sender Johannes Strolz også en kærlig tanke til sine kollegaer på stationen i Dornbirn. De kommer dog med al sandsynlighed til at se mindre til medaljevinderen i politiuniform.

Han har lagt en plan for den kommende sæson med den østrigske landstræner, og det betyder færre timer i som færdselsbetjent.

- Jeg vil virkeligt gerne besøge mine kollegaer og fejre det med dem. Men mit hovedfokus vil være på skiløb, siger Johannes Strolz.