Trods endnu et nederlag står curlingkvinderne med oprejst pande: 'Vi spiller lige op mod de bedste i verden''

Danmarks curlingkvinder tabte lørdag 5-8 mod Schweiz.

Efter et smertefuldt nederlag mod Japan jagtede de danske curlingkvinder en genrejsning mod Schweiz ved vinter-OL.

Men sådan skulle det ikke gå.

Trods flot spil og et nerverpirrende drama, der varede helt til den sidste sten blev placeret, endte Schweiz med at trække det længste strå og vinde 8-5 mod Danmark.

Og selvom det ondt, at det resultatmæssigt ikke lykkedes at komme tilbage på sporet mod Schweiz, står landsholdets skipper, Madeleine Dupont, alligevel med en stolthed efter kampen.

- Jeg er sindssygt skuffet over, at vi ikke vinder. Men jeg er stolt over, at vi står der. Det er svært at være 1.000 procent skuffet, selvom resutlatet taler for sig selv, siger Madeleine Dupont.

Du kan se interviewet med den danske skipper i videoen herunder.

Dagens modstandere er nemlig dobbelte verdensmestre, og mod dem spillede danskerne undervejs flot curling og var endda også foran ad en enkelt omgang.

De to hold fulgtes ad tæt undervejs, og inden sidste sten var stillingen blot 5-6 til schweizerne.

Men den danske sten, der lå til at skabe balance i regnskabet, blev sendt uden for cirklerne, og så fik modstanderne de afgørende to point.

At holde så stærk en modstander i kort snor kan man ikke andet end at være stolt af, mener Madeleine Dupont.

- Det her er dobbelte verdensmestre og ikke frøken-hvem-som-helst. Og vi tager dem til sidste sten, det er værd at være stolt over, siger den danske skipper.

Danmarks curlingkvinder bød i dén grad schweizerne op til dans. (Foto: © ELOISA LOPEZ, Ritzau Scanpix)

Med nederlaget til schweizerne har Danmark dog tabt to kampe på under et døgn.

I nat blev det nemlig til et smertefuldt og uheldigt nederlag til japanerne, og selvom det ærgrer den danske landsholdsspiller, at curlingkvinderne ikke fik lov at smage sejrens sødme i nogen af dagens kampe, kan de alligevel tage noget positivt med videre.

- Efter det der skete i morges - at se et hold, der giver sig selv så meget, det kan jeg ikke være andet end imponeret over.

- Der er ikke noget fra den her dag, vi ikke skal tage med videre. For vi spiller lige op mod de bedste i verden. Det ser grimt ud med den sidste sten, men det er fandme imponerende, siger Madeleine Dupont.

'Vi har fandme ikke tænkt os at give op'

Selvom resultatet ikke flaskede sig, viste indsatsen mod schweizerne, at det danske landshold spilmæssigt er kommet tilbage på ret spor.

- Vi har fået tæsk gang på gang på gang, når vi har mødt dem (Schweiz red.). Det siger noget om den kurs, vi er på, at vi spiller lige op med dem i dag, siger den danske skipper.

De to nederlag på under et døgn kan landsholdet da heller ikke dvæle for længe ved.

For allerede i morgen skal de i aktion igen. Her venter Storbritannien, og det er en kamp, danskerne går ind til med oprejst pande.

- Lige nu synes, jeg ikke vi fortjener at være på én sejr og tre nederlag. Der kommer et punkt, hvor man ikke kan møde op lige så glade dagen efter. Men vi har fandme ikke tænkt os at give op, siger den danske skipper.

Opgøret mod Storbritannien starter klokken 07.05.