For at undgå frosne fingre forkortedes legendarisk OL-disciplin: Beslutningen kaldes en 'fucking joke'

Herrernes 50-kilometerløb i langrend blev næsten halveret på grund af vejrforholdene i Beijing.

Herrernes 50-kilometerløb i langrend blev forkortet til 28,4 kilometer på grund af vejret. (Foto: © ODD Andersen, Ritzau Scanpix)

Kongedisciplinen i langrend ender som en latterlig vittighed.

Det er den kontante melding fra den britiske langrendsløber Andrew Musgrave.

Blot en time før herrernes 50-kilometerløb ved vinter-OL meddelte Det Internationale Skiforbund, FIS, at disciplinen blev forkortet til 28,4 kilometer. Russiske Alexander Bolshunov vandt konkurrencen, men blæsten og kulden var for ekstrem til at afholde løbet som normalt, forklarede FIS.

Den beslutning faldt dog ikke i god sne hos Andrew Musgrave, der luftede sin utilfredshed via sin Twitter-profil.

- FIS har forkortet den olympiske 50-kilometer til 28 kilometer, fordi det er en smule koldt og blæsende.

- Jeg kan ikke se, at den beslutning vil gøre det varmere eller mindre blæsende. Sikke en fucking joke, skriver langrendsløberen.

Den norske landstræner, Espen Bjergvig, kan godt lide skiftet i distancen. Vinden er det største problem, hvorfor hans atleter, Johannes Høsflot Klæbo, Simen Hegstad Krüger, Hans Christer Holund og Sjur Røthe, pakkede sig ekstra ind.

I videoen herunder kan du se Bolshunov køre først over målstregen.

- Min tilbagemelding til juryen var, at de skulle tænke sig om og ikke drage forhastede beslutninger. De har brugt noget tid og udskudt starten, så de har været igennem det, siger han til NRK.

Bjergvig er dog tæt på alene om at være positiv omkring løbsforkortelsen. Norsk-irske Thomas Maloney Westgård bakker Musgraves kritik op, og det samme gør Markus Cramer, træneren for den Russiske Olympiske Komité, ROC. Sidstnævnte siger, at han har talt med flere af de andre deltagere, som gerne havde set løbet udskudt til søndag.

- Alle vil løbe de 50 kilometer. Ikke 30. De fleste lande er misfornøjede, siger han til Discovery.

- Forholdene var hårde i dag, men de måtte tage hensyn til udøverne. Vi vil ikke have forfrosne fingre, men det var muligt at vente til i morgen med at træffe en afgørelse, siger han.

  • Alexander Bolshunov kom først over målstregen i tiden 1 time 11 minutter og 32 sekunder. Ivan Yakimushkin fra ROC blev nummer to, mens norske Simen Hegstad Krueger nappede bronzen. (Foto: © ODD Andersen, Ritzau Scanpix)
  • Den lave temperatur satte sine tydelige spor på udøverne. Her er Steve De Campo fra Australien. (Foto: © Christof Stache, Ritzau Scanpix)
  • 50 kilometers langrend kræver selv sagt en større kraftanstrengelse end 28,4 kilometer. Men mentalt er forskellen endnu større. 'Ved 50 kilometer er du i gang i to og en halv time, og mentalt er det noget helt andet at vide, at du efter 10 kilometer har 40 kilometer hjem, end at du nærmest er halvvejs som i dag,' siger Troels Hein Bünger. (Foto: © LINDSEY WASSON, Ritzau Scanpix)
  • Den forkortede distance kunne have været til Norges fordel, mener DR Sportens ekspertkommentator. Men Simen Hegstad Krueger formåede dog ikke at fravriste guldet fra Bolshunov. (Foto: © Vassil Donev, Ritzau Scanpix)
1 / 4

Fra legendarisk til sekundært

DR Sportens langrendsekspert, Troels Hein Bünger, kan sagtens forstå utilfredsheden. Han kommenterede løbet og kunne ikke se, hvorfor feltet ikke kunne have fortsat i 20 kilometer mere. Han mener derfor, at FIS kom frem til den forkerte beslutning.

- Det er synd at tage noget så legendarisk, mytisk og prestigefyldt som mændenes 50’er og gøre det til et sekundært event. Det er også synd for vinderen, Bolshunov. Når vi om ti år taler om denne afsluttende konkurrence, bliver det historien om, at den blev forkortet, og ikke om, at han tog sin tredje guldmedalje, siger Troels Hein Bünger.

I sin kommentering understregede han, at den stærke russer formentlig havde vundet med et større forspring, end tilfældet var, hvis løbet havde været 50 kilometer. Men udformningen af løbet havde givetvis været anderledes, og begivenhederne blev mindre farverige, vurderer langrendseksperten.

- Et kortere løb giver færre muligheder for taktiske udspil, fordi tempoet bliver skruet op. Det er for eksempel sværere at komme af sted i et udbrud. Der er ikke plads til de lag og fortællinger, som en 50-kilometer rummer, mener Troels Hein Bünger.