Kinesisk stats-tv slukkede for lyden, da PL-præsident kom med opråb om fred under åbningsceremoni

Andrew Parsons ord om dialog og diplomati nåede ikke ud i stuerne til de kinesiske seere.

IPC-præsidenten Andrew Parsons påtalte, at det 21. århundrede er en tid til dialog og diplomati, ikke krig og had. Flere dele af talen ved åbningsceremonien til de paralympiske vinterlege blev dog censureret væk på kinesisk stats-tv. (Foto: © ENNIO LEANZA, Ritzau Scanpix)

Hverken Ukraine eller Rusland blev nævnt med ét ord. Alligevel syntes skriften på væggen ganske let at afkode, da præsidenten fra Den Internationale Paralympiske Komité (IPC), Andrew Parsons, fredag indtog talerstolen under åbningsceremonien i Beijing.

Med klare politiske undertoner fremhævede Parsons sin forfærdelse over verdenssituationen, inden han som afslutning brølede 'peace' i mikrofonen.

Sådan lød det, hvis du så talen på dansk tv, vel at mærke.

I Kina blev store dele af Andrew Parsons ord nemlig censureret af Chinese Central Television, der er kinesisk stats-tv. Undervejs stoppede kommentatorerne med at oversætte, ligesom lyden på IPC-præsidenten flere gange forsvandt helt, skriver BBC.

Selv tegnsprogstolkningen holdt en pause.

Efterfølgende har IPC's brand- og kommunikationschef, Craig Spence, udtalt, at man er opmærksomme på situationen.

- Der var ingen problemer med signalet, tilføjer Craig Spence desuden.

Du kan se eller gense dele af Andrew Parsons åbningstale ved de paralympiske vinterlege i Beijing herunder:

Den manglende lyd skyldes næppe, at der sad en kinesisk producer og ramte de forkerte knapper, forklarer Mette Thunø, der er lektor i Kinastudier på Aarhus Universitet.

I Kina er censuren stærk, og derfor overrasker situationen hende heller ikke.

- For det første vil Kina gerne holde de olympiske og paralympiske lege helt fri for politik. Derudover har Kina, vigtigst af alt, endnu ikke formelt set fordømt Ruslands invasion af Ukraine, og Parsons åbningskommentarer indeholdt en kritik af Rusland uden at nævne landet ved navn og en stærk appel for fred, siger Mette Thunø.

Krigen i Ukraine rydder ikke avisforsiderne i Kina

Stormagten Kina har forholdt sig afventende og delvist støttet Putin, forklarer lektoren. Formelt set har lederne i Beijing eksempelvis heller ikke nævnt russernes indtog i Ukraine som en invasion.

I stedet omtales det som en nødvendig handling foranlediget af Natos og særligt USA's sikkerhedspres på Rusland.

På den anden side undlod Kina i denne uge at stemme om et udkast til FN’s Sikkerhedsråds resolution, som Rusland lagde veto imod, tilføjer Mette Thunø.

- Kina stiller sig i en mellemposition og appellerer til dialog og fred. Faktisk gør de statslige medier i Kina meget for slet ikke at sætte krigen i Ukraine på dagsordenen.

- Når jeg åbner de kinesiske statsstyrede aviser hver morgen, står Ukraine-krisen ikke på forsiden, men langt inde i aviserne. I stedet fokuserer de statslige medier i Kina på to vigtige regeringsmøder, der finder sted lige nu, hvor statsbudgettet fremlægges, og det ønsker man fuldstændig ro til, siger Mette Thunø.

Ukraines paralympiske delegation indtog fredag stadion i Beijing under åbningsceremonien. (Foto: © ALY SONG, Ritzau Scanpix)

På kinesiske sociale medier florerer mange diskussioner, og det er overvejende pro-russiske holdninger, der kommer til udtryk.

- Det reflekterer både den stærke nationalisme i Kina, som er vendt mod USA. Samtidig er der politiske influencere, der på de sociale medier fremfører anti-amerikanske holdninger og pro-russiske narrativer, mener Mette Thunø.

- Ruslands handlinger ser kineserne også som vendt mod USA og Nato. Samtidig er der politiske influencere ansat på de sociale medier til at fremføre de holdninger og pro-russiske narrativer, siger lektoren i Kinastudier.

Dagen inden PL-åbningsceremonien valgte den paralympiske komité at udelukke russiske og belarusiske taleter fra vinterlegene.

Beslutningen skete efter pres fra de øvrige deltagende lande, oplyste præsident Andrew Parsons. Russerne har siden fordømt udelukkelsen og kaldt det 'en skændsel for IPC'.