Officer i forsvaret blev landstræner i sitski: Nu skal han guide Danmarks eneste PL-deltager til succes

Visti Lindemann er træner for den eneste danske atlet ved de paralympiske vinterlege i Beijing.

Visti Lindemann har trænet Adam Nybo siden 2013.

Hvis man slår op i bogen 'Hvad kan jeg blive', skal man nok lede længe efter karrierevejen til at blive landstræner i sitski.

Men en kombination af uddannelsen som henholdsvis officer i forsvaret og skiinstruktør har vist sig at være opskriften for Visti Lindemann.

Indtil 2012 havde han kun undervist folk uden et handikap. Men under en udsending til Afghanistan fik han en besked fra en kammerat, der kom til at lave om på det.

Visti Lindemanns ven og instruktørkollega var på skitur med en flok krigsveteraner og andre med et handikap, der skulle lære at stå på ski igen efter deres forandrede livssituation.

På turen mødte vennen to personer, der spurgte, om nogen ville træne dem med henblik på at konkurrere i parasporten. Og her var det så, at han tænkte på Visti.

Egentlig var det bare tænkt som to gode venner og skiinstruktører, som kunne få en udfordring, fortæller Visti Lindemann.

- Det sagde jeg selvfølgelig ja til, mest fordi jeg kunne hjælpe en kollega, men det var også fedt at kunne hjælpe andre, siger han.

Det gik så godt, at de fik kvalificeret de to paraskiløbere Line Damgaard og Ulrik Nyvold i både slalom og storslalom til de paralympiske lege i 2014 i Sochi.

Men hvor hans kammerat havde fået den oplevelse, han gerne ville have, var Visti Lindemann ikke klar til at lægge skiene på hylden.

Han blev optændt af, at folk hele tiden spurgte, om en person med et handikap overhovedet kunne stå på ski.

- Jeg blev en smule indebrændt. Selvfølgelig kan de det, jeg har jo lige set det.

- Lige så snart man hjælper nogen, og de bliver glade for det, så bliver man inspireret til at gøre det for nogle andre også. Det har så grebet om sig, siger Visti Lindemann.

Visti Lindemann færdiggjorde sin uddannelse som skiinstruktør i 2016. Foto: Privatfoto

Hjælper mennesker tilbage på ski

Det blev som bekendt til lidt mere end den ene udfordring tilbage i 2012 for Visti Lindemann.

I dag er han, ved siden af sit job som underviser på hærens officerskole, landstræner for den eneste danske paraatlet ved vinter-PL i Beijing, Adam Nybo.

Han har dog aldrig taget en uddannelse som instruktør i sitski, for det har aldrig været muligt for ham at tage den. Men det ser Visti Lindemann ikke som et problem.

- Jeg har udviklet egne kompetencer som instruktør for folk med handikap gennem praktisk erfaring med Adam og andre personer med handikap, siger han.

Sammen rejser Adam Nybo og Visti Lindemann mellem fem og seks uger hvert år, hvor det under en normal sæson vil blive til samme antal konkurrencer.

Derudover hjælper Visti Lindemann, gennem skiklubben Harreskoven, også motionister, der har et handikap, med at komme tilbage på ski igen.

- Jeg havde en samtale med et ægtepar, hvor manden har sclerose. At hjælpe dem på skiferie med børn og børnebørn og fastholde dem, det er lige så givende.

- Det at gå ind til indmarch (ved et PL, red.) er også super fedt, men det er det også at kunne hjælpe nogle mennesker, der næsten har opgivet at komme på ski igen, siger han.

Adam Nybo skal i aktion ved vinter-PL natten til søndag dansk tid. Du kan følge konkurrencen direkte på DRTV fra klokken 01.30.