Vejrudsigten siger 15 grader, men vintersporten fortsætter ved PL

Flere alpine skikonkurrencer ved vinter-PL er blevet rykket frem, så de kan afholdes tidligere på dagen.

Flere af langrendsløberne har konkurreret i t-shirt under vinter-PL. (Foto: © Issei kato, Ritzau Scanpix)

Vejret er begyndt at drille under vinter-PL i Beijing.

Temperaturen er steget til langt over frysepunktet, og det giver problemer for de konkurrencer, der foregår med sne som underlag.

Inden vinter-OL i februar var det et stort problem, at der ikke rigtigt er naturligt snefald i det område, der skulle danne ramme for konkurrencerne i alpinski og langrend, Yanqing og Zhangjiakou henholdsvis.

Under legene blev det så først et problem, at der kom snestorm, der tvang flere konkurrencer til at blive udskudt, og siden faldt temperaturerne til -18 grader, og vinden blæste heftigt.

Det betød blandt andet, at herrernes 50 kilometer-konkurrence i langrend blev forkortet med 22 kilometer på grund af den bidende kulde.

En kulde, der blandt andet forårsagede en frossen penis hos den finske langrendsløber Remi Lindholm i løbet af de fem kvarter, han var i sporet.

- Du kan gætte, hvilken kropsdel, som var lidt frossen, da jeg kom i mål. Det var en af de værste konkurrencer, jeg har prøvet. Det handlede bare om at kæmpe sig igennem det.

- Da kropsdelene begyndte at blive varme igen efter konkurrencen, var smerten uudholdelig, sagde Lindholm til finske medier ifølge Reuters.

Finske Remi Lindholm var godt forfrossen efter herrernes maraton i langrend. (Foto: © David G. McIntyre, Represented by ZUMA Press)

Men nu, under vinter-PL, er hele situationen vendt på hovedet. Temperaturerne er hastigt stigende, og onsdag meddelte arrangøren, at de alpine skikonkurrencer planlagt i de kommende fire dage, er blevet flyttet rundt, så de vil blive afholdt tidligere på dagen.

Årsagen? Høje temperaturer og risiko for at sneen smelter, meddeler arrangøren.

Vejrudsigten for dagene frem til søndag, hvor omlægningen af skikonkurrencerne er gældende for, byder både på nedbør og varme. Lørdag forudser vejrudsigten temperaturer i nærheden af 15 grader i området, hvor konkurrencerne foregår.

Men det er ikke nødvendigvis, fordi foråret kommer buldrende for fuld fart i det kinesiske, at vinter-paraatleterne er tvunget til at holde vinter-PL i temperaturer, der ikke just rimer på vintersport.

Det er i lige så høj grad fordi området, hvor skisportskonkurrencerne foregår, er i en zone med kontinentalklima, hvor der kan være store temperatursvingninger, forklarer Mads Faurschou Knudsen, der er lektor ved Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet.

- Vejret er så omskifteligt, fordi det er et meget tørt klima, så der er meget lidt vanddamp i atmosfæren, og det gør, at den udstråling og indstråling, der er, får meget stor betydning for temperaturen. Der falder også meget lidt nedbør, siger Mads Faurschou Knudsen.

Sneen bliver som lim

Skiløberne har også bemærket de atypiske forhold. Japanske Taiki Kawayoke, der vandt herrernes 20 kilometer i langrend, sagde efterfølgende, at han kæmpede med varmen under konkurrencen, der fandt sted mandag.

- Det var så varmt. Jeg var nødt til at tage mit tøj af. Til de næste løb bør jeg overveje, om jeg skal konkurrere i t-shirt, sagde Kawayoke efter sin sejr mandag.

Norske Birgit Skarstein beskrev sneen som lim, mens kinesiske Liu Sitong, der vandt kvindernes siddende kombinerede alpinkonkurrence, efterfølgende sagde, at sneen var begyndt at smelte under konkurrencen.

- Det er fint nok, at alle gennemførte sikkert og succesfuldt. Løjpen er ikke ideel. Vi står sjældent på ski under sådan nogle forhold. På denne løjpe kan en enkelt fejl påvirke dit resultat meget, siger hun ifølge Reuters.

  • USA's Sydney Peterson var en af dem, der valgte at konkurrere på langrendsskiene i t-shirt. (Foto: © Lillian Suwanrumpha, AFP or licensors)
  • En anden var franske Benjamin Daviet, der vandt guldmedaljen i herrernes sprint. (Foto: © Issei kato)
1 / 2

Skiløbernes oplevelse af, at sneen ændres markant af de høje temperaturer, stemmer overens med Mads Faurschou Knudsens forventning. Mens sneen selvfølgelig i sidste ende bliver til vand, når den smelter, så ændres den også undervejs.

- Når sneen begynder at smelte, så ændres overfladen og sammenhængskraften. Rent smøreteknisk, så skal man smøre på en helt anden måde.

- Vi kender alle sammen, hvor let sne klumper, når det er våd sne. Hvis det falder som frostsne, så glider skien let henover det, og du kan nærmest ikke lave en snebold, hvorimod våd sne hænger sammen. Det gør en kæmpe forskel for, hvor god sneen er at konkurrere på, siger Mads Faurschou Knudsen.

Arrangøren af vinter-OL og vinter-PL har forladt sig til kunstig sne, fordi man var klar over, at snefaldet i området formentlig ville være meget begrænset.

Men ifølge Mads Faurschou Knudsens vurdering burde taktikken med kunstig sne kunne holde.

- Generelt vil man regne med, at området er koldt nok, så hvis man kan lave kunstig sne, fordi man ikke er sikker på, at der vil falde naturlig sne, så kan man også godt holde vinterlegene. Men det er alligevel lidt overraskende, at det er blevet så varmt så hurtigt, siger Mads Faurschou Knudsen.

Arrangøren af legene insisterer på, at konkurrencerne på sne nok skal blive afholdt. Det siger vicepræsidenten i organisationskomitéen, Yang Shu'an, ifølge den britiske avis The Guardian.

- Vi er nødt til at finde den bedste tidsperiode til at afholde vores konkurrencer.

- Vi har lavet alle relevante planer og nødplaner, siger Yang Shu'an ifølge The Guardian.

Yang Shu'an forsikrer, at der endnu ikke har været voldsomme problemer med klimaet.

- Jeg kan fortælle jer, at snesportskonkurrencerne ved PL har kørt som smurt. Atleter, delegationer og tekniske officials er alle meget tilfredse.

Vinter-PL i Beijing slutter søndag.