Det lyder lige så sandsynligt som at møde en dybhavsdykker i en ørken, og alligevel har Rasmus Vestergård Johansen fået det til at fungere.

Han er født på Sjælland, men har fået livet som professionel skeletonkører til at fungere i Randers, hvor entreprenant sind og viljen til at lykkes har frembragt de faciliteter, som egentlig ikke findes herhjemme.

For nylig var han til sit første VM, hvor marginalerne skulle findes i hundrededele, da han missede kvalifikationen til finaledagens sidste heat.

Den nærmeste "rigtige" bobslædebane er placeret 700 kilometer væk, men på atletikbanen i byens atletikhal er der blevet installeret en metalrille, som Rasmus Vestergård Johansen kan smide sig på med sin kælk.

Ikke helt de samme forudsætninger, som verdens bedste har, men den unge dansker klager ikke.

- Det burde ikke være muligt, men vi gør vores bedste og håber på, at det er muligt at leve som professionel, siger Rasmus Vestergård Johansen i DR Sportens podcast Tyvstart.

En vildt speciel oplevelse

Rasmus Vestergård Johansen har ikke haft forudsætningerne for at leve et professionelt liv i en sport, som de fleste nok forbinder med at være en halsbrækkende aktivitet, når farten rammer op til 140 kilometer i timen ned gennem skeletonbanens mange kurver.

Men selv om det at ligge på et meterlangt metalbræt, der flyver ned gennem is og kurver med en hastighed, som slår de danske motorvejes fartgrænser, er frygt ikke et element, som Rasmus Vestergård Johansen opererer med.

- Første gang jeg lagde mig på en skeleton-slæde, havde jeg det sådan "Gud, er det sådan, den accelererer?". Det er en glat overflade, og når man ligger på den for at generere fart, så er det en vildt speciel oplevelse, som er svær at beskrive.

- I de bedste løb ligger du bare i nuet og kigger mod den næste kurve. Man kan lave en pendant til at stikke hovedet ud af bilen på motorvejen, når vinden bare flyver igennem ens hår, siger Rasmus Vestergård Johansen.

Blå arme og hovedpine

At komme gennem en skeletonbane, der som regel har en længde på 1200 til 1500 meter, er dog ikke nødvendigvis en udflugt i velvære, selv om det sjældent ender galt.

Som kører skal man passere 14 til 20 kurver på cirka et minut, og når først farten kommer i spil, bliver kroppen en smule trykket af G-påvirkning.

Med hovedet forrest, blot få centimeter fra isen, er det derfor ikke mærkeligt, at man som skeletonkører engang imellem kan være en smule omtumlet og med blå mærker, når målstregen passeres.

Blandt andet er begrebet 'sled-head', som grundlæggende bunder i mikrohjernerystelser, en udfordring.

- Det er et af sportens store problemer, men det mærker man først, når man kommer i mål. Hvis man kommer i mål med hovedpine, så er det et godt eksempel på, at man ikke har ramt kurverne på den mest optimale måde.

- Jeg ramte 138 kilometer i timen i Canada sidste år. Der begynder at være godt tryk på, og der havde jeg nogle løb, hvor jeg selv tænkte, at det var voldsomt. Men man lærer at spænde i kroppen, så G-påvirkningen ikke føles så voldsom.

- Hvis man begynder at føle, at man skal kigge op og se, hvor man er henne, så rammer det som en hammer, når man kører ind i en kurve. Så klasker man hovedet ind i isen, og det er super ubehageligt, siger Rasmus Vestergård Johansen.

Han kan dog berolige eventuelle forældre, hvis børn skulle udvise interesse i at kaste sig over kælken.

- Man får blå arme, men jeg tror håndboldspillere, der står inde på stregen, ville tage til takke med at køre skeleton, fordi man slår sig ikke så meget, som folk tror. Risiko er en del af sport.

Musikken spiller i Milano Cortina

Fra næste sæson træder Rasmus Vestergård Johansen ind på World Touren i skeleton, men der ligger også et vinter-OL og blinker i 2026.

Lige nu er den unge dansker placeret som nummer 25 på verdensranglisten, og derfor skal det gå mere end galt, hvis ikke Rasmus Vestergård Johansen om tre år kan indstille GPS'en mod Italien og Milano Cortina.

- Lige nu er det 100 procent sandsynligt, at jeg er med. Faktum er, at havde det været for 12 måneder siden, så havde jeg været til OL i Beijing. Vi har lavet et set-up og har en plan, der gør, at jeg nok skal være med, når musikken spiller i Milano-Cortina om tre år.

Hvad det kan ende med til vinter-OL til den tid, er svær at spå om. Men taktikken ligger fast.

- Man skal helst lade være med at bremse undervejs. Det er ikke en langsom tid, der vinder medaljer, siger Rasmus Vestergård Johansen.