Verdensrekordholderen i kuglestød i F44-klassen, Jackie Christiansen, vandt i dag guld ved VM i atletik for atleter med handicap i Lyon.
Jackie Christiansen åbnede konkurrencen med et stød på 17,16 meter, hvorefter han stille og roligt øgede længden indtil han i sjette og sidste forsøg sendte kuglen ud på 17,66 meter.
Efter den flotte åbning, var sejren aldrig rigtig i fare, da nummer to i konkurrencen, Adrian Matusik fra Slovakiet, stødte 15,12 meter. Josip Slivar fra Kroatien blev nummer tre med et stød på 14,92 meter.
- Det er dejligt at vinde. Det var 36 grader, da vi stødte, så vi måtte slås en del med varmen. Siden Paralympics har jeg trænet frem mod det her VM, så det er rigtig dejligt med en guldmedalje, sagde Jackie Christiansen til DR Sporten.
- Vi har trænet mange små aspekter i selve stødet som har virket, så det noget vi kan tage med videre frem mod næste PL, slutter guldmedaljevinderen.