VM i sejlsport i Aarhus kunne have fået den perfekte åbning. Synet på Aarhus Havn var som taget ud af maleri, da de mange hvide sejl under en skyfri himmel gav ekstra krydderi til den flotte bugt ud for Aarhus med de gule og bakkede marker på Mols i baggrunden.
De omkring hundrede tilskuere havde fundet solbriller, kameraer og i enkelte tilfælde også kikkerter frem, og solen varmede godt op for de folk, der valgte at hoppe i bølgen blå.
Stort set alt spillede, som arrangørerne kunne ønske det, og også flagene fra de 90 deltagende nationer stod sirligt linet op på havnekanten klar til at blafre og symbolisere en af de største enkeltstående sportsbegivenheder i Danmark nogensinde.
Der var dog ét problem. Flagene blafrede ikke. Vinden var svag og slet ikke kraftigt nok til at få ordentlig gang i de første af de mere end 1100 sejlbåde, der skal kæmpe om VM-medaljerne.
’Vi bor her, og så skal vi ud og se det’
- Vi venter stadig på, at det blæser op, så vi tager endnu en pause og er tilbage om lidt, lyder det på engelsk ud af de store højtalere, der er sat op ved tilskuertribunen og storskærmen for enden af havnen på Aarhus Ø.
Kommentatorerne har trådt vande i noget tid og må igen indse, at VM i sejlsport endnu ikke kan sættes i gang, fordi der ikke er nok vind til, at bådene i 470’er-klassen kan sejle om kap.
Klokken nærmer sig 13.00, og VM skulle være begyndt ved middag. Alligevel bliver der skuet ud over bugten fra tilskuerrækkerne.
- Jeg ser for få bøjede sejl, de står lidt for lodret, altså der er ikke vind nok, lyder det fra Martin Uebel, der sammen med sin kone er nede og følge det hele.
De er pensionister og bor 80 meter fra kajen med tilskuerpladserne. De har set frem til arrangementet, og Martin har derfor fundet sin kikkert fra 1979 frem.
- Den bliver brugt til at holde øje med tingene herude. Vi bor her, og så skal vi altså ud og se, hvad der sker, siger han og fortsætter:
- Jeg glæder mig til at kunne følge det hele, især når det nærmer sig medaljerne. Hvem synes ikke, at det her er fantastisk.
Han er dog skuffet over de mange tomme sæder på tilskuerpladserne, men medgiver dog, at arrangementet også skal have lov til at komme ordentligt i gang.
’Stedet er perfekt ’
Længere inde på Aarhus Ø ligger Boat Park 3, hvor blandt andre sejlerne i 470’er-klassen opholder sig med deres både mellem konkurrencerne.
Sejlere fra lande som Italien, Kina og Bulgarien har linet op i små lejre med pavilloner, og der er en spændt summen som en stilhed før stormen, hvor de bare venter på at komme i aktion.
Der er næsten gået to timer, siden de skulle have været i gang, og det er begrænset, hvor meget mere de kan pille ved deres både og rette på tingene.
De forsøger at holde fokus på det verdensmesterskab, de før eller siden skal i gang med, og få af dem har lyst til at tale med en journalist, da de når som helst kan blive kaldt på vandet.
Der er dog en helt anderledes afslappet stemning hos sejlerne i klassen Laser Radial. De har nemlig været ude og træne på vandet og skal først i konkurrence tirsdag.
En af dem er Aleksi Tapper fra Finland, og han er trods den manglende vind begejstret for at skulle sejle VM i Aarhus.
- Stedet er perfekt. Det er et stort område med store slipstrømme, gode havbriser og nogle bølger, og det er rigtig fint arrangeret, siger han.
- Vi håber bare på mere vind, så 470’erne og Finnjollerne kan få et godt race.
Noget af det største i Aarhus
For enden af Aarhus Ø står Lars Mølgaard Sørensen trofast og venter på, at verdensmesterskaberne sættes i gang. Han er tidligere pædagog og har snart boet i Aarhus i 60 år.
- Jeg har fulgt byens udvikling, og det her er et af de største events inden for sport, vi har nogensinde har haft, og så er jeg på banen, siger han.
Og det er da også den primære årsag til, at han er interesseret i VM, for sejlsport ved han ikke meget om. Han ser dog frem til, at danskerne skal i aktion, og lige som alle andre er han spændt på, hvornår vinden melder sig.
- Vi venter vel egentlig bare på noget vind og noget race, og så håber vi på, at de danske deltagere både vinder medaljer og kvalificerer sig til OL i Tokyo, siger Lars Mølgaard Sørensen.
Kvart i to sker der endelig noget. Sejlerne på Boat Park 3 flyver op fra deres stole og maser nærmest for at komme i vandet. Vinden er vendt, og nu skal VM i gang.
Senere ude i bugten har herrerne i 470’er-klassen endelig fået vind i sejlene, og især flere spanske par kommer godt fra start, mens det faktisk ser ud til, at der kan komme godt gang i kapsejladsen.
Sejlerne kæmper dog med vejrforholdene, selvom solen skinner. Bådene har så lidt fart, at de ved flere tilfælde er tæt på at sejle ind i hinanden, når de skal vende ved bøjerne.
- Vinden dør hen, lyder det opgivende fra kommentatorerne over højtalerne.
- Det viser, hvor sindssyge og ustabile vejrforholdene er, fortsætter de.
På tilskuerrækkerne sidder Thomas Johansen og hans datter Sophie og spiller et medbragt brætspil. De lader sig ikke slå ud af den manglende vind.
- Det er super fedt, at det endnu engang er lykkedes Aarhus at tiltrække noget stort og internationalt, der giver masser af opmærksomhed og gør det fedt for os, der bor her, siger Thomas Johansen.
25 grader og fantastisk udsigt er også okay
I vandet er det lykkedes et svensk par at overhale spanierne og vinde det allerførste race i VM i Aarhus. De satsede og fik udnyttet vindforholdene til at finde en langt bedre linje end konkurrenterne.
De andre både forsøger at kæmpe sig over målstregen med den svage vind, men flere er langt efter.
- Hvad sker der, hvis nogen ikke kommer i mål?, lyder det humoristisk fra en kommentatorerne over højtalerne.
Og det kan blive et meget relevant spørgsmål, hvis ikke det blæser op de næste par dage, for vinden er langt fra optimal til et verdensmesterskab i sejlsport.
Men det er bare en af de ting, der følger med, hvis man godt kan lide sejlsport, lyder det fra Thomas Johansen og datter.
- Når man er vant til at sejle, ved man, at det er en del af gamet. Og så er det også okay at sidde her i 25 grader med fantastisk udsigt, hvor vi kan sidde og hygge os lidt sammen, siger Thomas Johansen.
VM i sejlsport kan opleves på havnen i Aarhus indtil den 12. august. Det kan også ses på DR's kanaler og følges på dr.dk/sporten.




