Dansk volleytalent vinder det amerikanske mesterskab og modtager stor hæder

Simon Ø. E. Andersen vandt for andet år i træk det amerikanske mesterskab i volleyball.

Natten til søndag vandt volleyballspilleren Simon Ø. E. Andersens hold fra Long Beach University 3-1 på hjemmebane over University of Hawaii.

Dermed sikrede Andersens Long Beach University sig for andet år i træk mesterskabet i den bedste, amerikanske collegerække, NCAA.

En kæmpe oplevelse for Andersen, der efterfølgende blev udtaget til ligaens All Star-hold.

- Det var selvfølgelig rigtig fedt. Der er en kæmpe konkurrence herovre, og talentbasen i USA er stor. Det er største, man kan vinde, medmindre vi snakker OL, siger Andersen.

Tusindvis af tilskuere

Som traditionen foreskriver i USA, så skal vinderne af NCAA mødes med præsidenten. Sådan bliver det dog ikke for Long Beach University og Simon Ø. E. Andersen.

Simon Ø. E. Andersen, yderst til højre, med beviset på udtagelsen til ligaens All Star-hold. (Privatfoto)

Det er nemlig kun vinderne fra de traditionelt store sportsgrene, som football og basketball, der får en invitation til Det Hvide Hus.

Så selv om det ikke bliver til et håndtryk med Donald Trump, så mangler opmærksomheden omkring den danske volleyballspiller ikke noget af den grund.

- Vi havde et sted mellem 5-6.000 tilskuere til den afgørende kamp, og det har vi også haft flere gange i løbet af sæsonen. Vi har ikke football på Long Beach, så volleyball er den største sportsgren her, så det er fedt at mærke, siger Andersen.

Tid til landsholdet

Med sejren i den amerikanske finale er den amerikanske sæson nu slut for den høje center, der inden længe rejser hjem til Danmark for at slutte sig til landsholdet.

Her skal Danmark og Simon Ø. E. Andersen på hjemmebane i Slagelse spille European Silver League mod Rumænien, Aserbajdsjan og Georgien i maj og juni.

- Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg har mange gode venner på landsholdet, som det bliver fedt at spille med igen, lyder det fra Simon Ø. E. Andersen.

Du kan se det danske volleylandsholds kampe direkte på DR TV.