"Selv landets statsminister dingler rundt med en skid på, når han ikke tror, at vi ser det."
Den bemærkning kom fra værten på programmet ’Bagklog’ på P1, da han i programmet den 24. marts i år ville markere, at nu gik han over til at debattere, hvad der blev kaldt ”danskernes druk.”
En lytter syntes, at værten gik over stregen for, hvad man kan tillade sig at sige om statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det klagede han til DR over, men var ikke tilfreds med svaret, og derfor gik klagen videre til mig.
Min konklusion blev – og den tiltrådte generaldirektør Maria Rørbye Rønn: Værten gik til stregen, men ikke over den. Havde det derimod været en almindelig mand, som værtens bemærkninger var møntet på, havde det været en overtrædelse af DR’s etik.
Der skal være meget vide rammer for mediernes kritik og satire i forhold til politikere og andre, der har magt. I det konkrete tilfælde var bemærkningen et oplæg til en debat om alkoholens betydning i samfundet. Gæsten, forfatteren Kirsten Thorup, kom med sin vurdering af emnet. Der var en seriøs baggrund for oplægget.
Om selve formen gør DR P1 en dyd ud af at fortælle, at værten går langt, er skarp og fremsætter højest personlige bemærkninger og kommentarer. Det kan jo være en fin proklamation.
Men tilbage står, at der – selv i omtale af landets statsminister – trods alt skal være en kant for, hvad man kan tillade sig at sige.
Straffeloven sætter sin grænse, og den har DR ikke tænkt sig at overtræde. DR’s værter må ikke sige noget, som man med ret stor sandsynlighed ved vil være kriminelt. Er en medarbejder i tvivl, skal man søge råd.
Juristerne sondrer mellem”ringeagtsytringer” og ”sigtelser.” Den første kategori er grove skældsord, og de fører sjældent til sager. Den sidste del er påstande, som kan undersøges, og enten er sande eller falske.
Jeg kan ikke bedømme hvor udtalelsen om Lars Løkke Rasmussen falder inden for de to kategorier. Men i hvert fald havde værten for ’Bagklog’ ikke ført sandhedsbevis for, at statsministeren skulle være beruset i sin fritid.
DR’s bestemmelser om satire undtager ikke kendte menneskers privatliv fra beskyttelse.
Man kan have mange holdninger til, hvad der er sjov og satire. Det er ikke sagen her. Udtalelsen om Løkke Rasmussen er fremsat som værende af satirisk karakter. Det er meningen, at den skal provokere og sætte et emne på spidsen, sådan som redaktøren bag programmet selv udtrykker det i forbindelse med klagen. Og det er det væsentlige aspekt. Ikke om du, jeg eller andre opfatter det som en god eller dårlig provokation.
Skarpe ytringer vil ofte krænke. Det er en kendt sag, at politikere eller myndighedspersoner, der selv bliver udsat for kritik eller latterliggørelse, ofte vil finde det krænkende og urimeligt af det pågældende medie. Men fordi en politiker ikke bryder sig om at blive hængt ud, er det ikke et argument for, at DR skal lade være. Det afgørende – og det er også sådan domstolene ser på det – er, hvad der rent faktisk er ytringens indhold.
Domstolene har en praksis for at se nøje på Den Europæiske Menneskeretskonventions bestemmelser om pressefrihed og være meget forsigtig med at gribe ind over for satire og provokationer, når det drejer sig om politikere. For det er jo de samme politikere, som kan indskrænke ytringer, de ikke bryder sig om.
Vi lever en i en tid, hvor der er fokus på krænkelser. Navnlig inden for det religiøse felt, men også i forhold til andre aspekter som eksempelvis race og køn.
Det er en farlig vej at gå, hvis medierne lægger alt for mange bånd på sig selv i forhold til kritik, satire og provokationer alene af frygten for, at nogen kan føle sig krænket.
Samtidig er ansatte i DR – for det står i DR’s etiske regler – faktisk forpligtet at overveje ytringer, som kan tænkes at krænke enkelte grupper og individer.
Alting er en balance, og det er mennesker, der træffer beslutninger ud fra bedste evne og overvejelser.
Men det er en umoden indstilling, hvis man ikke vil acceptere, at der er satiriske indfald, der bør blive i redaktionslokalet, og andre, der godt kan nå frem til offentligheden. Det er ikke nødvendigvis censur. Den proces foregår på alle medier hver dag. Redaktører har både ret og pligt til at luge ud i de dårligste indfald, tyndeste idéer og barnagtigheder, som bare ikke fungerer. Redaktøren skal i øvrigt også forkaste en idé, selv om den er god, hvis der er en risiko for, at den kan føre til dom i retten.
Både medier, publikum og politikere kan alle vinde på, at der er nogen, som orker at rejse den slags sager om, hvor grænsen egentlig går. Det er sundt for medierne at blive udfordret i egen vanetænkning i forhold til, hvordan omverdenen opfatter det, der bliver skrevet, sagt og sendt.
Du kan læse hele afgørelsen her: