Skal DR holde sig til at videreformidle sundhedsmyndighedernes corona-budskaber, eller har DR som medie også en rolle som kritisk iagttager af myndighedernes budskaber?

Det er et skisma, som har præget en stor del af de henvendelser, som siden marts er kommet til DR, og som også har været temaet i de to seneste ankesager, som jeg har taget stilling til.

Brostrøm-kritik ok

I maj havde TV Avisens vært Kåre Quist direktør Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen, i studiet. En seer mente, at værten var tendentiøs, hånlig og med sin spørgeteknik lagde op til, at man ikke kan stole på sundhedsmyndighederne. Det samme mente en stor gruppe seere, som også henvendte sig til DR med kritik af interviewet.

Jeg oplevede interviewet anderledes. Kåre Quist spurgte navnlig ind til to vigtige emner: Hvorfor kunne Sundhedsstyrelsen fra den ene dag til den anden skære ned på afstandskravet fra to til én meter? Hvad var det faglige grundlag for den beslutning?

Det andet emne var, hvorfor Statens Serum Institut på seks dage kunne gå fra at mene, at der ville komme en anden bølge af corona-epidemien og til at faglig direktør Kåre Mølbak fra samme Seruminstitut fandt det usandsynligt, at der kommer en 2. bølge. Værten ville gerne vide, om Brostrøm var enig og i hvilket af budskaberne?

Brostrøm svarer ikke

Sundhedsstyrelsen er landets højeste myndighed på sundhedsområdet og har haft en ganske betydelig magt over såvel virksomheder som private menneskers adfærd under hele corona-krisen.

Det var derfor et meget relevant spørgsmål, som direktøren ikke ønskede at give et klart svar på.

Det er ikke alene DR’s ret, men faktisk også pligt at stille den form for spørgsmål, som er helt inden for skiven. Brostrøm svarede tydeligvis ikke på spørgsmålet, og derfor var værten nødt til kritisk at spørge igen.

Værten spørger på vegne af den befolkning, som sidder og ser med, og den har krav på et svar.

DR er i den særlige situation, at man på den ene side har en lovfæstet beredskabsforpligtelse til i krisesituationer at bringe myndighedernes beslutninger og anbefalinger for eksempel om forholdsregler i forhold til Covid-19. Men samtidig er DR et medie, der også kritisk skal kunne kontrollere og efterprøve de samme myndigheders beslutninger.

Det er der tydeligvis mange seere, lyttere og læsere, som har været uforstående overfor. Mange har henvendt sig til DR med kritik af, at tiden ikke var til at journalisterne skulle stille kritiske spørgsmål, men snarere skulle koncentrere sig om at bringe myndighedernes viden ud.

Mange beslutningstagere er i dag så trænede, at de godt ved, at med den knappe tid, der er sat af til et live-interview i TV Avisen, kan man klare sig igennem uden egentlig at svare på et kritisk spørgsmål, hvis man trækker den længe nok.

Derfor strammer værter og journalister sig an for at spørge, så man kommer ind til, hvad gæsten faktisk mener, og ikke hvad vedkommende hjemmefra har besluttet skal være ’talepunktet’ i TV.

Megafonholder

Man kan også godt spørge kritisk, uden at det får karakter af en afhøring. Det gjorde samme Kåre Quist i et interview med statsminister Mette Frederiksen tidligere på foråret. Her var nogle mediekommentatorer meget kritiske og mente, at DR optrådte som ’megafonholder’ for statsministeren.

Heller ikke her er jeg enig. Kåre Quist spurgte kritisk til den danske regerings valg i forhold til corona-lukning i forhold til den svenske, og han spurgte til regeringens manglende klare regler, som førte til kritik af Ikeas åbning.

En stor del af brugerne af DR giver udtryk for meget stor tillid DR’s indhold. Og det er godt. Det tjener DR til ære, at man i en national krisesituation, hvor der er et betydeligt pres på institutionen fra myndigheder, politikere, regering og andre aktører også er i stand til at spørge kritisk, som det for eksempel skete i Brostrøm-interviewet.

Det vidner om, at DR godt kan balancere mellem at være ’beredskabsinformant’ og vagthund på samme tid.