Før jul bad et rejsebureau DR om at slette en artikel, der var mere end ti år gammel. I 2006 var firmaet i midlertidige vanskeligheder og måtte stoppe sit rejsesalg. Men krisen blev overvundet, og så blev bureauet efterhånden træt af, at den gamle artikel dukkede op, når nogen googlede virksomhedens navn.
Rejsebureauet skrev derfor som begrundelse til DR, at det ikke var ”utænkeligt”, at det ligefrem skadede virksomheden, at den gamle artikel dukkede op.
Sagen blev afvist af DR, og den blev siden indbragt for lytternes og seernes redaktør. Jeg gav ikke bureauet medhold, og generaldirektøren var enig.
Artikler, der er rigtige på det tidspunkt, hvor de blev skrevet, er en slags historiske dokumenter, og de skal ikke i sig selv kunne slettes helt eller delvis på forlangende. Engang stod historien i arkivkasser og lå i mapper som papirartikler. I dag er den digital. Men det er stadig lige vigtigt, at den ikke bliver redigeret om.
Artikler vil altid kunne hævdes at være forældede, fordi historien hele tiden udvikler sig. En virksomhed er i problemer, men overkommer dem, og siden går det godt igen. Hvis journalister i DR og i andre medier kunne pålægges at rette i den slags artikler eller indslag, kunne de ikke bestille andet.
Men langt vigtigere: Det er hverken et rejsebureau, en sportsstjerne, en kendis eller andre, der ”ejer” historien eller har hånds- og halsret over, hvad medierne må skrive og filme. Heller ikke om dem selv.
Der er faktisk regler i DR, som gør det muligt at fjerne en persons navn. Hvis der er tale om følsomme eller private oplysninger, som er særligt belastende for dem, der er omtalt, kan man vælge at anonymisere eller endda helt slette en artikel. Det er i overensstemmelse med regler, som Pressenævnet indførte i 2013.
Det skal der tungtvejende grunde til. Pressenævnet har siden 2013 kun meget få gange givet en klager medhold på dette punkt, og sådan bør det også være.
I takt med nettet og digitaliseringen kan enhver finde noget om sig selv på nettet, og det øger kravet ikke mindst til Google om, at man kan blive slettet.
Desværre ser Google ud til at være temmelig imødekommende. Ifølge fagbladet Journalisten har Google fjernet 9000 danske artikler som følge af klager. Men Google er en privat virksomhed, der ikke oplyser om sine sager og sine bevæggrunde. Endnu engang har én af de store teknologigiganter ikke kun gavnet vores mulighed for information, men også bidraget til frygten for begrænsning af ytringsfriheden. Firmaets lukkethed gør ikke sagen bedre.
Og jeg skriver desværre om Googles holdning, for hvordan sikrer man, at magtfulde personer ikke benytter deres position til at presse på for at fjerne ubekvemme, men relevante oplysninger om deres fortid. Derfor bør det ikke være sådan, at man som borger føler, at man har et retskrav på at få fjernet oplysninger, man ikke kan lide. Det skal være svært.
Rigtige medier som DR, der er tilmeldt Pressenævnet, værner om retten til at publicere og fastholde informationer, selv om nogle er imod.
Det kan være forståeligt, at et ungt menneske, der medvirker i en artikel for eksempel om stofmisbrug, årtier senere er kommet videre i sit liv og ikke ønsker igen og igen at høre for sin fortid. Men ideen om afindeksering har aldrig været, at man giver hver og én et krav på at få fjernet ubehagelige, men sandfærdige oplysninger, om sig selv.
Læs hele afgørelsen her: