DR begik alvorlige fejl i sin dækning af gift i det danske vand. Det mente to klagere, som kommer fra hver sin landbrugsorganisation. Kritikken fra klagerne rejser grundlæggende spørgsmål, som DR burde have svaret på.
’Byen med det giftige vand’ hedder den dokumentar, som DR lancerede i begyndelse af året. Seerne følger en strid mellem en borgergruppe og en gruppe landmænd i det lokale vandværks bestyrelse i den lille, nordfynske by Krogsbølle. Dokumentaren blev fulgt op med artikler og en debat på dr.dk.
Især indholdet på dr.dk mødte kritik fra to ansatte fra henholdsvis Landbrug & Fødevarer samt foreningen ’Bæredygtigt Landbrug’. Begge kritiserede DR for fejl og misbrug af tal på centrale punkter. Klagernes påstand er, at DR tegner et fejlagtigt billede af det danske vands tilstand. Klagerne giver udtryk for, at DR maler et tendentiøst og fejlagtigt skræmmebillede - understøttet af Danmarks Naturfredningsforening - i stedet for at forholde sig til lovgivningen og myndighedernes fakta i forhold til vandkvaliteten her i landet.
Klagerne har henvendt sig til mig, og jeg har læst deres kritik og DR’s svar. Jeg hverken kan eller skal tage stilling til det tekniske og faglige indhold. Men jeg forholder mig til, at DR’s svar på en række punkter ikke er gode nok. I en vis udstrækning forholder DR sig ikke til de konkrete oplysninger, som klagerne lægger frem til støtte for deres sag. Den er ret detaljeret. Den henviser til miljøministerens svar til Folketinget, til miljø- og geologirapporter, til EU-direktiver om grænseværdier i drikkevand og så videre.
Er de giftrester, man finder, bare udtryk for menneskelig aktivitet for mange år siden og er fundene så små, at de er helt uden betydning for vores sundhed, når vi drikker vand? Eller er der mange steder en sundhedsfare ved at drikke det vand, man pumper op af jorden? Her er landbruget naturligvis en partskilde, som har en betydelig interesse i at gendrive DR’s fremstilling. Det er helt legitimt. Kritisk journalistik fører ofte til protester. Men hvis ikke brugerne skal være ladt tilbage med en fornemmelse af, at DR ikke kan eller vil svare på kritikken og det derfor er uvist, hvad der er er rigtigt og forkert, bør DR svare – og også svare detaljeret – på kritikken.
DR forpligter sig i sine egne retningslinjer for DR’s presseetik til at være åben og omhyggelig i sine svar til brugerne. Men det har efter min opfattelse ikke i tilstrækkelig grad præget DR’s svar til klagerne. Det er lidt teknisk, men her kommer et par af de afgørende punkter.
Klageren fra ’Bæredygtigt Landbrug’ kritiserer, at DR skriver, at der lukkes omkring 100 vandboringer om året i Danmark på grund af forurenet vand. Det er lodret forkert, skriver klageren. Han henviser til svar fra miljøministeren til Folketinget. Som klagerne udlægger svarene til Folketinget, er det mange år siden, at man var nødt til at sløjfe så mange vandboringer. Det er fortid, og i dag bliver der næsten ikke lukket nogen mere. DR har ikke forholdt sig til den fremstilling eller til svarene til Folketinget i det hele taget. Tilbage står, at DR’s brugere har krav på at vide, hvad der er op og ned i så central en sag. Nogen ligegyldig detalje er det ikke.
Klageren fra Landbrug & Fødevarer fremlægger en statistik fra GEUS, (en selvstændig forskningsinstitution under Klima- Energi og Forsyningsministeriet), som også ifølge klageren tegner et langt mere positivt billede af vandkvaliteten, end DR gør.
Heller ikke disse konkrete tal forholder DR sig til i klagesvaret.
Et tredje kritikpunkt er: Stammer de giftrester i grundvandet på Nordfyn, som DR omtaler i dokumentaren og i sine artikler, fra landmændenes sprøjtning i fortiden, eller kunne det tænkes at komme for eksempel fra de ukrudtsmidler, som det var almindeligt – ifølge klagerne – at også selv vandværk brugte til at holde ukrudt væk fra deres egne arealer før i tiden?
Klageren henviser til en model fra GEUS. Efter den model stammer fund af store koncentrationer af pesticider fra ”punktkilder”. Det betyder på almindeligt dansk for eksempel nedgravede giftrester, maling og andre kemikalier, som for eksempel de ukrudtsmidler fra vandværk også omkring boringer. Så kan det ikke stamme fra sprøjtning, selv om DR udlægger det sådan, hævder klageren.
Igen er det ikke til at sige for en ikke-fagmand, hvad der er ret og vrang. Men DR burde i klagesvaret forholde sig til modellen fra GEUS og de konkrete grænseværdier, som klageren lægger frem.
Så rejses der en påstand om, at DR sammenblander krav til vandboringer og krav til det drikkevand, som vandværkerne sælger til forbrugerne. Der henvises blandt andet til et EU-direktiv. Den kritik svarer DR heller ikke konkret på.
Én af klagerne kritiserer, at DR bruger 2020 som udgangsår for nogle målinger, selv om miljømyndighederne selv skriver, at året er atypisk. Heller ikke det punkt svarer DR på i klagesvaret.
Der er således en række centrale punkter, hvor klagerne fremlægger et helt andet billede end det, som fremgår af DR’s artikler og indslag. Det bør ikke stå ubesvaret tilbage i DR’s svar til klagerne og landbruget.
DR’s seere, lyttere og læsere bør kunne regne med, at DR bringer korrekte oplysninger. Hvis der er begået fejl, så bør DR forholde sig til dem og rette dem. Er kritikken skudt ved siden af, så bør DR forholde sig konkret til kritikken og afvise den.
Det hører med til at være åben, omhyggelig og troværdig i sine svar til læserne, lytterne og seerne.
Klummen er udtryk for lytternes og seernes redaktørs opfattelse – ikke DR’s.