Det er forkert, når DR konsekvent omtaler regeringen som en flertalsregering, skrev en læser af dr.dk og klagede. Læseren føjede til, at DR var med til at udbrede en fejl, fordi mange er så autoritetstro, at de stoler blindt på DR. Læseren gjorde også opmærksom på, at DR’s påstand om ’en flertalsregering’ ikke havde nogen støtte i faglitteraturen, men ifølge læseren var grebet ud af luften.
Klageren problematiserede derved en vending, som er så gængs i den aktuelle politiske journalistik, at den næppe fører til mange overvejelser, men det endte denne klagesag med at gøre.
Jeg kan ikke give læseren medhold, uanset hvordan klageren anskuer valgmatematikken og juraen bag. DR er i sin gode ret til at kalde regeringen for ’en flertalsregering’, selv om den ikke har 90 mandater og dermed lige et flertal på ét mandat ud af de 179 medlemmer af Folketinget.
Forklaringen, som DR’s politiske redaktør gav klageren, er korrekt.
De tre regeringspartier har 89 mandater, og oppositionen 86. De fire nordatlantiske mandater fordeler sig, så alle fire støtter regeringen.
Men klageren gjorde gældende, at svaret ikke havde basis i faglitteraturen og de nordatlantiske mandater ikke var en del af regeringen, så formelt set var den siddende regering – en mindretalsregering. Således kan et færøsk eller grønlandsk folketingsmedlem ikke stille et lovforslag gennem regeringen, men må gøre det som ’privatist’, påpegede klageren.
Der er ikke mange regler om regeringsdannelser, men én regel står i Grundlovens paragraf 15 – at en regering ikke må have et flertal imod sig. Når den nuværende regering ved sin dannelse fik støtte fra fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, tæller de lige så meget med i regnestykket som mandater fra andre partier. Et nordatlantiske medlem kan ende med at skifte mening og trække sin støtte til regeringen, men det kan andre folketingsmedlemmer og hele partier jo også, hvorved en regering kan miste sit flertal. Den nuværende regering har derfor – i lighed med alle forrige regeringer – lavet en aftale med de nordatlantiske mandater om støtte.
Når det er uklart, om en regering har flertal for at fortsætte, må den forhandle med alle partier i Folketinget – herunder de nordatlantiske. Regeringen blev til ved ’en dronningerunde’, som er en praksis, der ikke findes beskrevet i Grundloven, men har udviklet sig.
Det var her den afgående statsminister, Mette Frederiksen, der forhandlede med partierne om en ny regering. Formelt foregik det ved, at partierne – og de nordatlantiske medlemmer – mødte op hos Dronningen med deres synspunkter, men de faktiske forhandlinger mellem partierne – herunder de nordatlantiske mandater – foregik langt væk fra Amalienborg.
DR brugte – og bruger – en helt gængs sprogbrug ved at omtale regeringen som ’en flertalsregering’. Jeg er bange for, at hvis DR’s politiske journalister havde valgt en anden omtaleform, ville det for alvor kunne give anledning til tvivl og spørgsmål hos læsere, lyttere og seere.