Søndag den 3. juli hen under aften fandt en ekstrem begivenhed sted i København. Mens tusinder af mennesker var på vej til koncert i Royal Arena på Amager, gik en mand rundt i det nærliggende indkøbscenter, Field’s, og skød om sig med en riffel.
DR sendte direkte, og et par timer efter, at skudepisoderne fandt sted, interviewede DR på direkte TV en ung mand, som havde forsøgt at redde to af skudofrene.
Interviewet gik meget tæt på, indeholdt detaljer om ofrene og et navn på ét af dem blev nævnt. Det betød, at DR, da der igen blev stillet tilbage til studiet, beklagede at et navn kom ud og understregede, at en række af detaljerne i interviewet ikke var bekræftet.
DR-værterne slog fast, at det var et liveinterview, og journalisten havde ikke mulighed for at korrigere interviewpersonen undervejs, men som retsanalytikeren sagde i studiet, at manden var ”enormt rystet”.
Præcis dette interview medførte et ekstremt stort antal klager til DR.
Kritikken gik på, at DR ikke tog hensyn til manden selv, der stillede sig frem, eller til eventuelle pårørende til de mennesker, der var blevet skudt.
DR afviste kritikken og afviste, at der skulle være sket nogen overtrædelse af DR’s etiske retningslinjer. DR henholdt sig til, at manden selv havde henvendt sig til DR og ikke efterfølgende havde haft problemer med interviewet. Men efter min opfattelse brød DR sine egne etiske retningslinjer i forhold til lige dette konkrete interview.
For hvis man skal bedømme, hvad et vidne kan holde til og hvordan man udviser størst muligt hensyn til ofre, vidner og pårørende, må man se på omstændighederne på det tidspunkt, da interviewet finder sted og ikke på, hvad man i bagklogskabens lys ved. Hvad vidste man om vidnets psykiske tilstand, og hvad vidste DR om, hvad vidnet ville sig på direkte TV. Havde DR gjort noget for at sikre sig, at der ikke slap forkerte detaljer ud på dette kritiske og meget tidlige tidspunkt, hvor politiet stadig var i gang med efterforskningen. Mange var berørt. Ti blev skudt, og tre døde, viste det sig senere. 27 blev i alt sårede eller tilskadekomne ved episoden. Mange, der havde pårørende i Field´s som kunder, koncertgængere eller ansatte, må formodes at have siddet klinet til skærmen i frygt og uvished for, hvad der var sket med deres pårørende.
Når DR vælger at dække et skyderi, og det er der bestemt meget gode grunde til, kan man ikke bebrejde DR, at man ønsker at interviewe den mand, der har det stærkeste vidneudsagn om, hvad der rent faktisk foregik i indkøbscenteret.
Det kunne man fra DR’s side for eksempel have gjort ved at ’bånde’ interviewet, så DR havde en mulighed for at vurdere, hvad der kunne bringes, og hvad ikke burde bringes. Det er et grundlæggende princip i DR’ s egne etiske retningslinjer, at DR både skildrer virkeligheden i al dens gru, men også tager et særligt og vigtigt hensyn til ofre, vidner og pårørende. Og det er lige hér – i DR’s krav til sig selv om et særligt hensyn til vidnet og de pårørende - at lige dette interview efter min opfattelse overtrådte DR’s egne retningslinjer. For der blev ikke taget dette særlige hensyn. Når skuddramaet lige havde fundet sted, og politiet endnu ikke havde frigivet detaljer om hændelsen, var der risiko for, at en masse seere kunne sidde i angst og uvished over, om det var deres pårørende, der var involveret i skyderiet i Field´s. Og DR kunne navnlig ikke vide, hvilken psykisk tilstand den mand, fortalte om sine redningsforsøg, var i. Det var vel også opfattelsen derhjemme i DR-studiet, da man efter interviewet karakteriserede manden som "enormt rystet".
Journalister er ikke uddannet som krisepsykologer. Det ligger i jobbet, at man i en meget ekstrem situation må træffe nogle valg, som måske bagefter kan kritiseres. Når medierne har en pligt til at videreformidle oplysninger om, hvad der sker ved et skyderi, eller måske en terroraktion, så er det ikke realistisk at forestille sig, at DR eller andre medier kan vente med at rapportere, til alle aspekter er undersøgt. DR har en pligt til korrekt nyhedsformidling, men også til hurtig nyhedsformidling.
Det kan være meget svært for en udsendt reporter på stedet alene at vurdere, om en medvirkende er i stand til at overskue at være med i et interview. Man må i nogen grad bruge sin fornuft, men også spørge grundigt ind til, hvad personen har at fortælle, så reporteren og redaktionen derhjemme har en mulighed for at vurdere og drøfte hvad der bør sendes og navnlig, hvad der ikke bør.
At forsinke interviewets udsendelse kan være én måde at gøre det på. Så har man muligheden for at klippe det ud, som ikke bør med. Og det ville således ikke være sket her, at et navn undslap eller detaljer om skudofrene, som ikke var bekræftet, pludselig blev offentliggjort. I praksis vil det næppe være mange interviews, som kandiderer til så særlige omstændigheder.
For os, der også fulgte med på Twitter den aften i Field’s, var der både private videoer og ubekræftede forlydender, som svirrede rundt. Det er netop det, der gør forskellen mellem sociale medier uden redigering i forhold til et professionelt medie som DR. Her skal seerne kunne stole på, at der er foregået en redigering, som kvalificerer de oplysninger, der bliver bragt. At de medvirkende er klar over, hvad de gør og ikke er i en tilstand, hvor de måske bare taler til kameraet uden tanke på, det de siger.
Min pointe i forhold til dækningen af skyderiet i Field’s er ikke en generel kritik af at sende live, eller at DR interviewer øjenvidner, der har oplevet voldsomme ting. Men DR bør i ekstreme situationer om nødvendigt kunne træffe valget for de medvirkende – om de netop bør medvirke. Og DR bør stoppe op og overveje, hvad der kan og bør bringes, selv om man sender live fra en vigtig begivenhed.
Det er for mig at se læren fra dækningen af skyderiet i Field’s
Klummen er ikke udtryk for DR’s holdning, men tegner alene lytternes og seernes redaktørs opfattelse.