Danmark er krigsførende i Ukraine. Godt nok per stedfortræder, men i lighed med en række andre Nato-lande støtter Danmark Ukraine militært og økonomisk. Det er medierne imidlertid ikke.

Hvordan har DR hidtil båret sig ad med at dække den krig uden at tage parti? Forholdsvis godt også målt på brugernes henvendelser om krigsdækningen.

Det fremgår af min seneste halvårsrapport til DR’s bestyrelse.

Fra krigens begyndelse udsendte EU-kommissionen en forordning, som regeringen aktivt bakkede op om, der betød, at en række russiske statsmedier skulle forbydes for borgerne i EU. I et svar til Folketinget skrev kulturministeren den 14. marts, at Russia Today og Sputnik fungerer som en del af Kremls krigsmaskine, og derfor burde forbydes. Men regeringen ville ikke gribe ind i uafhængige mediers nyhedsformidling.

DR’s nyhedsdirektør Sandy French protesterede i lighed med en række andre danske medier over for Kulturministeriet og gjorde klart, at det var en del af DR’s opgave selv at vælge de kilder, man vil benytte for at informere befolkningen.

Det kan ikke være regeringens opgave at bakke op om censur. Medierne – heller ikke DR – er ikke en del af regeringen, og derfor cadeau til DR for at protestere.

Lytternes og seernes store interesse for krigen ser dog ikke ud til at have holdt ved. Der var et stort antal henvendelser fra DR’s brugere i marts, men siden er det klinget af måned for måned. Der kom knap 350 henvendelser i marts, men allerede i april var tallet nede på cirka 100 og er kun faldet siden.

DR har forpligtet sig til at udvise ekstraordinær stor kildekritik, når det for eksempel gælder dækning af krigshandlinger. Jeg kan ikke hævde, at jeg har tilnærmelsesvis overblik over den enorme mængde indslag og artikler, som har været bragt. Men der har været relativ lidt kritik i forhold til dækningens betydelige omfang. Der har været rigtig gode eksempler på grundig kildekritik. For eksempel da den ukrainske regering inviterede internationale pressefolk til at se følgerne af russernes massakre i Butja den 4. april.

DR’s reporter på stedet redegjorde i radioens P1 nøgternt for de uhyggelige fund af bagbundne lig, men samtidig strakte han ikke oplysningerne længere, end han havde belæg for. Han oplyste lytterne om de store begrænsninger, der var lagt på hans muligheder for selv at indhente informationer, og han redegjorde for, hvordan fremvisningen nøje var iscenesat af den ukrainske regering med fremmøde af Vlodomy Zelenskyj for at bruge begivenheden i et mediefremstød.

På fornem vis leverede indslagene fra Butja op til DR’s eget løfte, som lyder: ”at DR skal være særlig opmærksom på, at krigsførende parter ofte vil forsøge at manipulere offentligheden og styre informationsstrømmen”, som det står beskrevet i DR’s etiske retningslinjer, der sætter baren og rammerne for DR’s journalistiske arbejde.

Det er en næsten umulig opgave, når et land er i krig. Og hundrede procent objektivt kan dækningen nok aldrig blive. Følelserne er i kog. Ruslands overfald på nabolandet Ukraine er ikke en konflikt, hvor den ene kan være lige så god som den anden.

Men ikke desto mindre bør DR fortsat holde hovedet koldt og forholde sig kritisk til de oplysninger, der lægges frem. Også når det er ukrainerne, der gør det.

I totalitære lande giver adskillelsen af regering og presse ikke mening. I demokratiske lande er pressedækningen ikke udtryk for regeringens holdning.

Du kan læse hele rapporten her: Afsnittet findes under punkt 2.5.

Klummen er ikke udtryk for DR’s holdning, men tegner alene lytternes og seernes redaktørs opfattelse