Det var en sketch i P3-programmet ”De 17 %”, som fik en lytter til at reagere. Sketchen var en satire over et ægtepar i Ordrup ved København, som reagerer voldsomt følelsesmæssigt på nyheden om, at ”Irma er død”. Altså butikken. I den fiktive dialog mellem ægteparret er der forviklinger om, hvem der er død. Og ordet ”negerbørn” bliver brugt.

Lytteren klagede, da vedkommende mente, at ordet var udtryk for en systemisk undertrykkelse og en racismekultur, som udstillede DR som dobbeltmoralsk. Klagers synspunkt var, at DR på den ene side gerne vil være ikke-krænkende og undgå diskrimination, men samtidig med brugen af ordet tillader en ’hygge-racisme,’ som dermed sender et modsat og helt forkert signal.

Ordet skulle slet ikke forekomme, mente klageren, da det var udtryk for en undertrykkende struktur.

Klageren får ikke medhold. Ikke fordi DR skal forsvare ordet ’negerbørn’, men fordi det vil være et alvorligt indgreb i ytringsfriheden, hvis DR skal underlægge sig forbud mod bestemte ord.

Ethvert ord skal principielt kunne bruges, men det følger også af DR’s egne retningslinjer for god etik, at DR skal være meget opmærksom på i hvilken sammenhæng, ordet bliver brugt. I radioprogrammet fremgik det tydeligt, at der var tale om satire.

Var ordet blevet brugt af en nyhedsvært i en radioavis havde situationen været en anden. Lytterne bør have en helt berettiget forventning om, at nyheds-værter i DR har et tilstræbt objektivt sprog, der hverken er nedgørende eller på anden vis udtryk for værtens personlige holdninger. Sproget ligger langt fra det, som er tilladt i en satirisk tekst.

Det ville også være et virkeligt stort anslag mod DR’s ytringsfrihed, hvis DR pålagde sig selv den regel, at grimme, nedsættende ord heller ikke må forekomme, hvis kilderne bruger dem.

DR skal skildre den virkelighed, der findes, og derfor bør programmer og artikler også kunne lade kilder benytte ord, hvis der er en begrundelse i sammenhængen. For et par år siden lancerede DR- dokumentaren ’Vermund og kampen om højrefløjen’ om den tidligere formand for Nye Borgerlige Pernille Vermunds valgkamp i 2019. I en sekvens ses Pernille Vermund kommentere en limousine, der kører forbi hende, mens partilederen udbryder: ”Det var en perker”.

Programmet tegnede et portræt af en partileder, som på det tidspunkt havde succes og stod til måske at spille en rolle i dansk politik. Det er derfor også relevant at dokumentere, hvilket sprog samme partileder benytter. Det ville efter min bedømmelse have været dybt betænkeligt, hvis DR havde været nødt til at klippe scenen væk, fordi DR havde pålagt sig selv et forbud mod enhver brug af ordet ”perker”.

For et stykke tid siden behandlede jeg en klage over, at auktionarius Jesper Bruun Rasmussen i et ældre afsnit om sit auktionshus kommenterede et maleri og brugte ordet ’hottentot.’ Ud fra sammenhængen var det ikke mit indtryk, at ordet havde noget med den oprindelige – nedsættende – betegnelse for mennesker fra dele af Afrika at gøre. Det er i dag forældet sprogbrug, og det var med til at karakteriserer hovedpersonen. Det skulle ikke fjernes, som det var ønsket.

Sprog udvikler sig ikke bare år for år, men snarere måned for måned. Det er naturligt, at udtryk, som for blot få år siden, kunne siges uden et løftet øjenbryn, i dag i realiteten ikke længere bliver benyttet. Det kan godt være, at det er tilladt, men omvendt ville det ’larme og støje’ for det egentlige budskab, hvis medarbejdere i DR begyndte at bruge ord som ’negerbørn’ og ’hottentot.’ Det vil sandsynligvis også gøre ondt på nogle, som skulle lægge øre til.

Men det bør ikke være op til den enkelte bruger at afgøre, om et ord er over stregen. I DR’s etiske retningslinjer står ganske vist, at satire ikke må være ’unødig ondskabsfuldt.’ Men hvis det betød, at blot en klager henviste til, at vedkommende fandt et ord ’unødig ondskabsfuldt’, så var det et faktum, at så ville DR ikke længere have redigeringsretten over sit eget stof. Derfor kan og bør ingen kunne påberåbe sig, at de har ret til at få forbudt eller fjernet indhold, fordi de føler sig krænket.

Der er hårdt brug for, at medierne står fast på, at retten til at redigere indhold ligger hos mediet, og ikke hos andre. Og at medier har både retten og nogle gange pligten til at bringe indhold, som nogen kan opfatte som stødende. I et demokratisk samfund er det medierne, der har redigeringsretten, men medierne og samfundet i øvrigt udvikler sig gennem dialog og modsigelse.

Ikke ved forbud mod ord. Det viser styrken i det demokratiske system, at en utilfreds lytter kan klage over en sketch, og at DR som i dette tilfælde bliver tvunget til at tage stilling. Og at det bliver sat til debat, som jeg gør nu.

Klummen er ikke udtryk for DR’s holdning, men tegner alene lytternes-, seernes og brugernes redaktørs opfattelse.