Forrige sommer fjernede BBC i Storbritannien et afsnit af den gamle serie ’Halløj på Badehotellet’. Kendere af serien vil ikke mindst huske det nu fjernede afsnit for, at det ’det med tyskerne’. Basil Fawlty, hotelejeren, spillet af John Cleese, har et tysk rejseselskab på besøg og forsøger konstant at undgå at nævne det unævnelige: Krigen. ”Don’t mention the war,” lyder den kendte sætning, som har bidt sig fast lige siden.
Årsagen til BBC’s beslutning var dog ikke afsnittets henvisningen til tyskernes nazistiske fortid, men en helt anden. I en scene er der en samtale mellem hotelværten Basil og én af bipersonerne i serien, den gamle, senile major, som er pensionær på Fawlty Towers. Majoren falder i staver over en gammel cricketkamp, han så med en veninde på cricketbanen The Oval i London, og hvor majoren omtaler de indiske spillere med et nedsættende slangord, og de vestindiske spillere som med et andet. På grund af den scene fandt BBC i sommeren 2020 afsnittet så stødende, at denne sjette episode af serien blev bortcensureret.
Den populære serie blev til for mere end 40 år siden. Den har vundet priser. Også i afsnittets skabelsessår, 1975, var det vanskeligt at opfatte både majoren og hotelejeren Basil Fawlty som andet end karikaturer på forstokkede personer, som netop blev morsomme i kraft af deres absurde fordomme og groteske adfærd. Men i en tid med et styrket fokus på identitet og krænkelser bliver nogle kulturinstitutioner som museer og tv-stationer opmærksomme på, at satire kan blive opfattet som en måde at fastholde nogle grupper på i et latterligt eller nedgørende lys. Så kan en gammel tv-serie pludselig ryge i skammekrogen.
I DR fik værten Signe Molde kærligheden at føle, da hun i efteråret var vært på programmet ’Signe Molde på udebane’. I første afsnit lavede hun satire i forhold til LGBT+-miljøet i Danmark. Der kom usædvanlig mange vrede reaktioner fra seerne. En hel del var fra mennesker, som enten selv tilhørte en seksuel minoritet eller i hvert fald var tæt på miljøet.
Den organisation, som forener LGBT+ minoriteter, LGBT+-Danmark, udsendte en pressemeddelelse i protest over programmet.
Det afgørende i sagen er ikke, hvorvidt programmet var sjovt og satirisk eller plat og nedsættende. Det er der ingen objektiv målestok for. Det afgørende er, om DR skal tage hensyn – eventuelt helt undgå – at lave satire rettet mod seksuelle minoriteter, som det skete her. Ifølge LGBT+Danmark, så bør DR undgå den slags og rette kritikken mod magthavere i samfundet med sin satire.
Og det stiller så spørgsmålet: Kan DR lave satire om alt? Fra statsministeren til seksuelle minoriteter. Signe Molde lavede sjov med en transkønnet håndboldspiller og ønsket om at blive tiltalt med ’hen’. Mange fandt det upassende og gjorde DR opmærksom på det. Men hvad er alternativet? Skal der så opstilles retningslinjer for, hvem man må lave satire over?
Der var også i samme periode i efteråret en del tv-seere, som fandt det upassende, at DR lavede satire i et politisk talkshow midt i corona-krisen med Mette Frederiksen som ”offer”. Hun blev i programmet blandt andet portrætteret som diktator med tilnavnet ’Mette-Mao’ og i en anden sketch kaldt for ’Danmarks egentlige dronning’.
Signe Molde blev i et stort interview i Jyllands-Posten i februar spurgt til, hvordan den voldsomme reaktion havde påvirket hende. Hun sagde, at hun efter de mange negative henvendelser bare havde lyst til at lægge sig ned og sige undskyld. Men folk skal ikke have deres vilje, bare fordi de er aggressive, føjede hun så til, og sagde så:
- Jeg synes ikke, at det er forkert at undre sig over, at lesbiske, der ikke vil have sex med transpersoner med en penis, beskyldes for at være transfober. Eller at en transkønnet håndboldperson ser komisk ud. Det skal vi kunne tale om uden at blive savet over. Ellers får vi bare et land med nogle moralske overdommere med de rigtige holdninger og så alle os andre, der holder kæft af frygt for repressalier.
Satirens natur er at være grov, sætte ting på spidsen ud i det absurde og latterliggøre politiske figurer, bevægelser, ja – der er ingen begrænsninger. Ellers var det ikke satire. Noget af det kan sikkert være dybt stødende for de mennesker, som føler sig ramt. Og noget satire er tåkrummende dårligt, plat og direkte kedeligt. Men igen er det ikke pointen. Retten til at lave satire er også retten til at lave dårlig og pinlig satire. Og spørgsmålet er, om ikke et frit og åbnet samfund i det lange løb er bedst tjent ved, at alt kan sættes på spidsen og gøres til genstand for satire frem for det modsatte?
Og så er det jo det gode ved ytringsfriheden, at alle dem, der finder satiren plat og pinlig har lov at ytre sig om det.
DR er i en særlig sårbar situation. Alle ejer DR og betaler over skatten. Alle har en mening om DR. Og DR har selv et sæt retningslinjer for, hvordan man behandler minoriteter. Der står, at DR skal undgå at modvirke fornedrende og fordomsfuld omtale. I afsnittet er nævnt 11 konkrete minoriteter, herunder seksuelle minoriteter, som DR skal tage hensyn til. Men der står ikke hvordan.
I sagen om Signe Molde tog DR faktisk et hensyn. Man lod LGBT+ Danmark se dele af udsendelsen og sige sin mening. Men bare ikke nok, mente organisationen.
I en pressemeddelelse fra 19. november 2020 skriver talsmanden for organisationen: ”Vi har i LGBT+ Danmark haft klippene til gennemsyn og fået enkelte rettelser igennem, men desværre ikke lige så meget, som vi havde håbet.”
Og så skriver foreningen, at Signe Molde skulle hellere have kritiseret samfundets normer frem for dem, der bryder den.
Hvor sympatisk det end kan lyde med en minoritetsbeskyttelse, er der en fare for, at det enten er en hul erklæring eller endnu værre – et løfte om særrettigheder og specielle beføjelser til grupper, som føler sig krænkede.
Det er et reelt dilemma. DR skal beskytte sin ytringsfrihed og redaktionelle frihed. Derfor var det klogt og godt, at DR stod fast på retten til at vise Signe Molde-satiren, også selv om det særlige afsnit førte til mange protester og LGBT-miljøets kritik af DR for at misbruge satiren.
Men DR producerer også andet end satire, og virksomheden kan ikke afskaffe et særligt minoritetshensyn uden at det risikerer at blive udlagt som om, at DR vil trampe hen over minoriteters problemer og rettigheder.
DR forsvarede Signe Moldes programmer trods massive protester. Og afsnittet kan streames på DRTV. Vi vil næppe komme til at se mindre, men derimod mere til krav fra særlige grupper i de kommende år, som ønsker en større grad af hensyntagen til netop deres behov i forbindelse med satire og anden form for medieproduktion i DR. Dertil kommer diskussionen om, hvad medierne gemmer i deres arkiver. Hvordan viser man for eksempel gamle arkivklip eller film, som er skabt i en anden tid med andre kulturnormer og sproglige udtryk, end dem, der er i dag, uden at det bliver grebet af nogle som et statement fra DR om kvindehad, racisme eller en anden form for nedgørelse eller undertrykkelse.
Man skal i DR både bruge ørerne til at lytte, og munden til sige, når man finder det rimeligt at stå fast.
Når BBC pludselig kan blive bange for sin egen skygge ved at vise en gammel serie med John Cleese fra 1970’erne og med nogle replikker som er 40 år gamle, kan det give bange anelser om, hvad der venter i fremtiden.
NB! Man kan stadig se alle afsnit af ’Halløj på badehotellet’ på DRTV.
Klummen står alene for lytternes og seernes redaktørs regning og ikke for DR. Denne baserer sig på et afsnit med titlen ’Signe Molde ikke over stregen’ i lytternes og seernes redaktørs halvårsrapport til DR’s bestyrelse side 17.