Bruger ventede 10 uger: Kritik af DR for langsomt klagesvar

DR får kritik af lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen i ny ankesag. DR’s svartid på en klage fra en bruger var alt for lang.

En bruger klagede til DR den 2. november sidste år, men fik først svar den 5. januar. Lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen har behandlet sagen. (© DR)

En bruger henvendte sig til DR via dr.dk med en klage den 2. november sidste år, men fik først svar fra DR den 5. januar - og klagede efterfølgende over den lange svartid til lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen.

Han har gennemgået klagen og giver klageren medhold i, at DR ikke overholdte egne regler for svarfrister. Dette kan man læse i den nyeste ankesag fra lytternes og seernes redaktør i DR.

Du kan læse hele sagen nederst.

Proceduren for svar i DR

I henhold til DR’s etiske retningslinjer og den svarprocedure, som DR har fastlagt, så har DR fire uger til at besvare en programklage.

DR meddeler klagere, at DR forpligter sig til at svare inden for 30 dage, men at DR bestræber sig på at svaret kommer inden for 14 dage.

10 uger om at svare

Ifølge afgørelsen, som er tiltrådt af DR’s generaldirektør, har DR ikke proceduremæssigt overholdt egne krav til korrekt svartid på en klage.

- DR har forpligtet sig til at besvare klager inden for fire uger/30 dage, men i dette tilfælde er der gået 10 uger. Desuden klagede brugeren over, at svaret i januar 2021 fra DR undskyldte sig med juletravlheden. Det fandt klageren ”useriøst” og som et vidnesbyrd om, at DR ikke tager klager alvorligt, skriver Jesper Termansen.

Afgørelsen slår fast, at svaret senest burde have været sendt til Klager i begyndelsen af december 2020.

DR har beklaget det forsinkede klagesvar over for Klager.

Du kan læse sagen her:

Ankesagsafgørelse