DR vildleder og støtter særinteresser. Det mente en læser, som klagede til DR over en artikel på dr.dk fra den 17. november 2021 med overskriften "Nye retningslinjer for transkønnede skal være gode ved alle, men risikerer 'at sende sorteper videre'".
Artiklen handlede om nye retningslinjer fra IOC (Den Internationale Olympiske Komité) for blandt andet deltagelse af transkønnede.
Klageren så artiklen som ét blandt flere eksempler på, at DR bevidst vælger at støtte det køn, som en person opfatter sig som. Særligt kritiserede klageren, at DR i artiklen omtaler den sydafrikanske løber, Caster Semenya, som ”hun”.
I første omgang afviste DR Sporten kritikken. DR havde i artiklen lagt vægt på, at Caster Semenya er født som kvinde. Klager var ikke tilfreds og ankede svaret til lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen.
Han giver ikke klageren medhold.
Strid om køn
Løberen har ifølge sagsgennemgangen i mere end ti år haft en strid med blandt andet det Internationale Atletikforbund. Striden handler om, hvorvidt Caster Semenya kan stille op som kvindelig løber, da løberen har en sjælden fysisk afvigelse, hyperandrogenisme, som kan betyde, at løberen udvikler usædvanlig meget mandligt kønshormon, der kan føre til forandringer af en kvindekrop i retning af en mandekrop, fremgår det.
Klageren mente, at artiklen var et eksempel på, at DR vildleder læserne, når det gælder omtale af køn. Klageren betragtede artiklen som et eksempel på, at DR støtter bestemte kønspolitiske særinteresser.
Det var billedteksten om løberen Caster Semenya, hvor klageren mente, at DR’s omtale af løberen som ”hun” derfor var misvisende.
Topatlets køn omdrejningspunkt for artiklen
Jesper Termansen påpeger, at der i DR’s etiske retningslinjer ikke findes en praksis for, hvordan køn omtales. Det må bero på en konkret vurdering af en histories omstændigheder, skriver han.
- I den påklagede artikel var detaljer vedrørende en topatlets køn helt afgørende og selve omdrejningspunktet for artiklen. I andre artikler spiller en kilde eller omtalt persons køn ingen rolle for vinklen. Den pågældende artikel handlede om påstande om mangel på fairness og de konkurrencemæssige vilkår i konkurrencer på topidrætsplan, skriver Jesper Termansen.
Kunne have styrket artikel
Lytternes og seernes redaktør medgiver klageren, at DR i den konkrete sag ikke burde have benyttet pronomenet ”hun”, da det netop er omstridt, om løberens fysiologi svarer til en mands eller en kvindes.
DR har i svaret til klageren givet udtryk for, at man opfatter sagen som vanskelig, men at man valgte at lægge vægt på løberens fødselsattest – og dermed juridiske køn, fremgår det.
Der var således ikke tale om nogen vildledning af læserne eller bevidst forsøg på at støtte bestemte særinteresser, skriver Jesper Termansen.
- Det havde styrket artiklen og DR’s uafhængighed i kønsdebatten, hvis DR havde undladt kun at bruge betegnelsen ”hun” om Caster Semenya. I hvert fald burde DR have oplyst, at når man i artiklen omtaler løberen som ”hun” skyldes det, at Caster Semenya juridisk set er kvinde, påpeger Jesper Termansen.
Du kan læse hele sagen her.