DR dækkede konflikt mellem britisk flådefartøj og Rusland i Sortehavet etisk korrekt

Kritik af ensidighed i artikel om en hændelse mellem britisk flådefartøj og russisk militær afvises af lytternes og seernes redaktør.

En bruger mente, at DR gav en ensidig og partisk fremstilling af en hændelse i Sortehavet, hvor et britiske flådefartøj kom i konflikt med russisk militær. Efter at redaktionen afviste kritikken, valgte klageren at lade lytternes og seernes redaktør i DR behandle sagen. (Fotocollage: Unsplash/DR/dr.dk)

En bruger klagede til DR over en artikel på dr.dk. Han mente, at DR gav en ensidig og partisk fremstilling af en hændelse i Sortehavet, hvor et britiske flådefartøj kom i konflikt med russisk militær. Efter at redaktionen afviste kritikken, valgte klageren at lade Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør i DR, behandle sagen.

Han giver ikke klageren medhold i kritikken. Det kan man læse i seneste ankesag fra lytternes og seernes redaktør.

Klager får ikke medhold i, at DR burde have inddraget andre kilder, eller at DR ikke dækkede historien etisk korrekt.

- Det kunne have styrket artiklen og balancen, hvis DR havde fået en kommentar fra den russiske regering. Men det er ikke et krav, at DR skal forelægge russiske kilder de vurderinger, der bliver fremsat i artiklen, slår lytternes og seernes redaktør fast og påpeger, at artiklen faktisk gengiver den officielle russiske kommentar til konflikten ved at referere det russiske udenrigsministeriums pressemeddelelser om sagen.

Jesper Termansen konkluderer, at der samlet set ikke er tale om en partisk fremstilling fra DR’s side, og dermed overtræder artiklen ikke DR’s etiske retningslinjer, sådan som klageren hævder.

Ikke forpligtet til specifikke kilder og spørgsmål

Jesper Termansen skriver, at DR ikke er forpligtet til at kontakte specifikke kilder eller stille særlige spørgsmål til de kilder, man anvender. Klager havde blandt andet hævdet, at DR burde have forelagt udtalelser for den russiske regering.

- De vurderinger og analyser, som blandt andre DR’s Ruslands-korrespondent kommer med, er inden for rammerne af, hvad en korrespondent kan vurdere, og artiklen rummede ikke udsagn fra nogle kilder af en karakter, der krævede forelæggelse for den russiske regering, skriver lytternes og seernes redaktør.

Jesper Termansen påpeger, at nyhedsrapportering er en løbende afvejning mellem at gå så langt, det er muligt i efterprøvning af oplysninger, samtidig med at artiklen skal udgives hurtigt inden for en given tidsfrist.

- Det er derfor ikke en etisk overtrædelse, at DR i denne sammenhæng ikke foretog egne undersøgelse af skibets position og sejlrute, men forlod sig på de tilgængelige oplysninger og valgte kilders udsagn, fremgår det af afgørelsens konklusion, som du kan læse her.

Ankesagsbeskrivelse