Klage over artikel om atomkraft uden præcis anvisning af dokumentation for fejl

En læser kritiserede en artikel baseret på programmet ’Atomkraft - ja tak!’ for at være ensidig og fejlbehæftet. Lytternes og seernes redaktør afviser kritikken.

En læser mente, at en artikel på dr.dk i alt for høj grad overså de ulemper, der er ved atomkraft og pegede på flere påståede faktuelle fejl i artiklen.

I forbindelse med programmet ’Atomkraft – ja tak!’ kunne man på dr.dk læse en artikel med to eksperters gennemgang af tre fordele og tre ulemper ved atomkraft. En læser mente, at artiklen i alt for høj grad overså de ulemper, der er ved atomkraft og pegede på flere påståede faktuelle fejl i artiklen.

Efter at redaktionen afviste kritikken, ankede læseren klagen til lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen. Klageren får ikke medhold.

Jesper Termansen skriver, at klageren mangler en præcis kildeangivelse til påstandene om fejl i artiklen.

- Et par steder henviser Klager til en undersøgelse foretaget på Stanford Universitetet i USA, men uden præcis angivelse af, hvor dokumentationen er. Det er ikke dokumentation nok for en påstand om fejl, at en klager i brede termer henviser til hele eller dele af en forskers videnskabelige produktion, skriver lytternes og seernes redaktør og afviser dermed kritikken af artiklen.

Lytternes og seernes redaktør skriver videre, at selv om klageren ønskede en anden og mere kritisk artikel, var det DR’s redaktionelle ret at redigere den, som man gjorde.

- Svaret fra DR kunne i højere grad have forholdt sig til Klagers detaljerede punkter, men DR svarede dog på hovedsagen og sagens kerne: At DR havde ret til at anvende de pågældende eksperter, konkluderer Jesper Termansen.

Du kan læse hele sagen nederst.

Læs om sagen her