En klager henvendte sig til lytternes og seernes redaktør, da han ikke mente, at TV Avisen oplyste korrekt og fyldestgørende i forbindelse med et indslag den 5. marts 2018 om bredbåndsdækningen i Danmark.
Ifølge klager var det forkert, da TV Avisens reporter i indslaget sagde, at det ikke var muligt at se en serie på nettet hos en familie, som blev brugt som case. Klageren påpegede, at der findes mobile løsninger, som sagtens kan levere den ønskede båndbredde, og at indslaget derfor ikke var korrekt og istedet misvisende.
Lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen har gennemgået sagen. Klager får ikke medhold i, at TV Avisens indslag var fejlagtigt og at man benyttede en case-familie i indslaget om bredbånd, som ikke var relevant.
Dårlig bredbåndsdækning
Lytternes og seernes redaktør lægger til grund for sin afgørelse, at case-familien bor i et område med så dårlig dækning, at det er udpeget af Energistyrelsen som tilskudsberettiget. Det siges klart i indslaget i TV Avisen, at familien ikke kan downloade film, fordi det gamle kobbernet er for langsomt, og familien ønsker støtte til nyt og hurtigt fibernet.
Det var dermed ikke en fejl, at TV Avisen benytter den pågældende familie i indslaget som case. Den bor på en adresse, hvor den er omfattet af det kort, Energistyrelsen har lavet over ansøgningsberettigede til den offentlige Bredbåndspulje.
TV Avisen førte ikke seerne bag lyset
TV Avisens fokus var at illustrere en forhøjelse af puljen til støtte til Bredbånd, og vinklen var ikke en diskussion af alternative teknologiske løsninger, som klager lægger op til.
Klager har derfor ikke ret i, at det er at føre seerne bag lyset, når det i indslaget i TV Avisen siges, at det er umuligt at se en serie på nettet hos omtalte familie. Det siges klart, at det er kobberkabler, det drejer sig om, og det er i den kontekst bemærkningen må opfattes.
Ifølge lytternes og seernes redaktør kan TV Avisen ikke forventes at skulle forholde sig til, hvorvidt Energistyrelsens opgørelse over tilskudsberettigede adresser er retvisende. TV Avisen må uden videre kunne lægge denne offentlige myndigheds oplysninger til grund for et nyhedsindslag.
TV Avisen er ikke etisk forpligtet til at gennemgå alle tænkelige internetløsninger, fordi man har valgt en case, som ud fra sine egne grunde ønsker at udskifte sit gamle kobbernet med fibernet. Og når det er fokus for historien.
Klager får ikke medhold.
Du kan læse hele afgørelsen her: