I december viste DR et program om julemad på Charles Dickens' tid, hvor der skulle æltes en mørdej. En seer, der selv importerer maskinen, klagede over, at værten Adam Price og medværten gjorde sig muntre over en røremaskine, som de ikke kunne få til at fungere, fordi de selv fejlbetjente den, påpegede klageren.
Redaktionen svarede, at det aldrig havde været meningen at miskreditere maskinen. Men klageren var ikke tilfreds med svaret fra redaktionen og ankede til lytternes og seernes redaktør (LSR), der ikke giver klageren medhold i kritikken af programmet.
Fremhæves eller nævnes ikke
Lytternes og seernes redaktør skriver i sin gennemgang af sagen, at man i dele af sekvensen med køkkenmaskinen kan se noget af produktnavnet på røreskålen, men ikke på en fremhævet måde.
- Der zoomes ikke ind på produktnavnet, og det fremhæves eller omtales ikke eller vises særskilt på en øjenfaldende måde, påpeger Jesper Termansen og føjer til:
- Den omtalte køkkenmaskine nævnes ikke med navn og fremhæves i øvrigt ikke på en måde i forhold til andre køkkenmaskiner.
Udfordringer i køkkenet ikke brud på etikken
Lytternes og seernes redaktør lægger tillige vægt på, at det er en del af programmet, der er et underholdningspræget madprogram, at DR har valgt at lade det være en del af fortællingen, at værterne ikke kan betjene en køkkenmaskine korrekt. Klageren får ikke medhold.
Du kan læse hele sagen her.