Lad mig lige slå én ting fast. De fleste journalister, også i DR, som jeg kender, er optaget af at passe deres job samvittighedsfuldt. Du kan vække dem i en blund klokken fire om natten, og så vil de halvt i søvne kunne de vigtigste argumenter for, hvorfor man ikke skal lade sig købe som journalist.
Der er heldigvis mange journalister, som helt instinktivt er meget påpasselige med, hvem der forsøger at påvirke dem og tilsvarende forsigtige med at lade sig påvirke. Men journalister lever af at omgås andre mennesker, herunder nogen, der er kilder eller kan blive kilder i fremtiden, og det skal kunne lade sig gøre. Journalister må meget gerne lade sig påvirke – af argumenter. Men faren opstår, hvis en journalist kan mistænkes for at være i en form for taknemmelighedsgæld, fordi der er penge, gaver eller lignende mellem journalisten og kilden.
Det er jo godt, hvis en DR chef vurderer, at en medarbejder godt kan holde tingene adskilt. Men det er mere afgørende, hvordan omverdenen ser på sagen.
Derfor har DR nedfældet regler som skal sikre, at medarbejdere og chefer kan holde tingene adskilt. Bijobreglerne siger, at medarbejdere godt må have lønnet og ulønnet beskæftigelse ved siden af ansættelsen, men det må ikke give anledning til tvivl om, hvorvidt de er påvirket af andre firmaer, partier, organisationer eller andres interesser, når de udfører arbejde i DR. Det er op til chefen at afgøre.
En klager havde set sig vred på en udgave af DR1s Sundhedsmagasinet i slutningen af april. Afsnittet handlede om høretab. Klageren mente, at folkene bag programmet var i lommen på høreapparatindustrien, navnlig Oticon. Det var der nu ikke meget, der tydede på, at programmet var. Men klageren pegede også på, at den ene af værterne i programmet om høretab var hyret af Oticon til at være ordstyrer på Folkemødet på Bornholm netop i en debat om høretab. Tre høreapparatproducenter havde slået sig sammen om at betale det arrangement, og debatoplægget til mødet var udtryk for høreapparat industriens synspunkter.
Tilladelsen til ordstyrerjobbet var givet i midten af april nogenlunde samtidig med, at Sundhedsmagasinet arbejdede på programmet om høretab, hvoraf en del af optagelserne foregik på Oticons hovedsæde.
Det er ikke noget heldigt sammenfald. DRs medarbejdere må gerne være lønnede ordstyrere på blandt andet Folkemødet, hvis deres chef skønner, at det er ok. Bijobreglerne siger, at en DR-ansat må tjene op til 300.000 kroner om året ved den slags arrangementer. Men der står også i DRs etik, at chefen skal tage stilling til, ”om der kan rejses tvivl om interessekonflikt eller sammenblanding af interesser.”
Det kan der godt i dette tilfælde. Ikke at der nødvendigvis er det, men mistanken foreligger. Derfor burde tilladelsen ikke være givet. Det har DR Nyheder efterfølgende erkendt.
Der kan sættes masser af spørgsmål op i forhold til, hvornår en medarbejder må og ikke må påtage sig et bijob. Ville sagen have været anderledes, hvis værten havde bedt om tilladelse i februar eller marts? Hvor længe skal der gå fra et lønnet bijob, til en vært eller journalist må kontakte den virksomhed, som betalte for bijobbet i professionel sammenhæng igen?
Der findes i dag ikke faste grænser, men det var måske værd at gøre et forsøg på at konkretisere bijobreglerne yderligere. Den slags kan aldrig blive udtryk for objektiv videnskab. Men det kan måske være godt med en form for nærmere rettesnor, når en chef skal vurdere, om man skal sige ja eller nej til en medarbejders ansøgning.
I udgangspunktet må det forventes, at en medarbejder orienterer den pågældende chef om, hvad arrangementet går ud på, og om den pågældende har eller har haft faglig kontakt til den, der betaler for bijobbet.
DR har allerede en liste over medarbejderes bijobs. Men det fremgår ikke, om medarbejderen får løn eller arbejder ulønnet. Det var en værdifuld oplysning, som burde med i bedømmelsen. På den måde ville enhver interesseret selv kunne læse aftalerne og danne sig sit eget indtryk. Det vil jo ikke forhindre de pågældende i at tage et ordstyrerjob.
Det er en overvejelse værd, om ikke man skal undlade at give dispensation fra loftet på 300.000 kroner og ligeledes, at man skal undlade at en medarbejder kan blive undtaget fra listen om bibeskæftigelse.
Grænserne har rykket sig. Heldigvis uden at journalisters troværdighed generelt er sat helt overstyr. Men faren for et troværdighedstab ligger hver gang ligefor.
Engang var det bestemt ikke velset, at en journalist lod sig ansætte som pressemedarbejder for én af de organisationer eller partier, som medierne skal kontrollere. I hvert fald ikke hvis journalisten ville tilbage i journaliststanden igen. Man skulle ”afluses”, hed det sig. En periode skulle medarbejderen sættes ud på et sidespor, før vedkommende igen kunne tages tilbage i journalistrækkerne. Begrundelsen var, at man havde solgt ud af sin journalistiske integritet ved at gavne bestemte interessenters interesser i stedet for offentlighedens. I dag findes en væsentlig del af journalisters job i kommunikationsbranchen. Jeg har selv været turen frem og tilbage.
For kun et par årtier siden var det ikke velset, at respektable aviser blandede redaktionelt stof og reklame eller tillod det, der i dag hedder ”native advertising”, hvor det ikke er til at se forskel mellem artikler, som er købt og betalt og det redaktionelle stof. Det forekommer i stort omfang i dag.
Før der var noget, der hed Folkemøde, var der også journalister, som fik en skilling for at være ordstyrer, eller kendte TV-værter, som tjente på at holde foredrag.
Men i dag er kampen skærpet om de store og kendte journalistiske navne, når der skal findes oplægsholdere til møder og konferencer. Folkemødet er i sig selv en motor for den udvikling.
Lyset er meget skarpt på DR, fordi DR som medie modtager hele sit indtægtsgrundlag fra licens. Når DR har valgt at tillade bijob i et vist omfang, har DR selv en stor interesse i at lægge alle relevante oplysninger frem i den forbindelse.
Læs hele afgørelsen her: