DR skrev en artikel på dr.dk om klima og vejr, der refererede en rapport fra WMO - FN’s meteorologiske organisation. Ifølge artiklen slår rapporten fast, at klimaforandringerne allerede har femdoblet antallet af vejr- og klimarelaterede katastrofer i de seneste 50 år.
Artiklen fik en læser til at klage til DR. Klageren mente blandt andet, at DR refererede misvisende tal. DR burde i stedet gennemgå FN’s tal og data, mente klageren. Klageren skrev blandt andet også, at det var journalistisk mere interessant at undersøge, hvorfor FN baserer en rapport på det, som klageren hævder er fejlagtige data.
Efter redaktionen afviste kritikken, ankede klageren svaret fra DR til lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen. Han giver ikke klageren medhold i kritikken.
DR’s ret at vælge kilder
Det er DR’s ret at vælge sine egne kilder og vinkler, så længe dette sker i overensstemmelse med DR’s etiske retningslinjer, påpeger Jesper Termansen.
- Klageren henviste til en anden FN-rapport fra FN’s kontor for begrænsning af klimaer og et institut uden for FN-systemet, EM-DAT, hvor Klagers påstand var, at denne indirekte forbindelse til den refererede rapport viste, at de refererede tal var misvisende og overdriver klimahændelser de seneste 50 år. Klager hævder i sin kritik af DR, at DR hellere burde interessere sig for, hvorfor FN - efter Klagers udsagn - bevidst bringer forkerte data, skriver lytternes og seernes redaktør men afviser klagerens kritik.
- Der er ikke påvist faktuelle fejl i referatet af FN-rapporten, og det er DR’s valg, om man ville dykke ned i FN’s eget datagrundlag, men det kan ikke pålægges af Klager, skriver Jesper Termansen og påpeger, at DR skal bedrive god research og være kildekritisk.
- Men i den konkrete sag er det ikke i strid med DR’s etiske retningslinjer, at DR henholder sig til og refererer, hvad FN skriver i sin rapport, skriver lytternes og seernes redaktør.
Lytternes og seernes redaktør påpeger dog, at DR ikke har overholdt egne etiske retningslinjer for klagebesvarelse. Klagen er ikke besvaret af den indholdsansvarlige chef, hvilket Jesper Termansen kritiserer.
Du kan læse hele sagen her.