Et indslag i P1 Orientering den 29. september 2022 om den tidligere og nuværende brasilianske præsident Lula da Silvas chancer for igen at blive præsident i Brasilien fik en lytter til at klage til DR.
Lytteren mente blandt andet, at DR’s korrespondents udtalelse om, at præsident Lula da Silva blev dømt for at have ”stjålet milliarder,” var forkert. Desuden mente lytteren, at DR’s karakteristik af retsprocessen var forkert.
Efter at redaktionen afviste kritikken, ankede lytteren sagen til lytternes og seernes redaktør, Jesper Termansen. Han giver delvist medhold.
Det kan man læse i den seneste sag, som lytternes og seernes redaktør har behandlet.
Ikke dokumentation for udtalelse om milliard-korruption
Lytternes og seernes redaktør skriver i sin gennemgang, at der samlet set ikke er dokumentation for DR’s korrespondents udtalelse i P1 Orientering om, at Lula da Silva var dømt for at have stjålet ”mange milliarder”.
- Men der er støtte for, at præsidenten blev anklaget og dømt for korruption og for at have modtaget bestikkelse til en værdi af et millionstort dollar-beløb i relation til en ferielejlighed, skriver Jesper Termansen og giver dermed klageren ret i, at udtalelsen ikke er retvisende.
Gengivelse af retsproces ikke en overtrædelse
Lytteren klagede desuden over, at korrespondenten i indslaget siger, at præsidenten aldrig blev frifundet, og at dommen faldt bort på grund af noget ”teknisk”, hvor Lula da Silvas advokater havde held til at bevise, at den retsinstans, der dømte Lula, var den forkerte, fremgår det af sagsgennemgangen.
- DR-korrespondenten giver en meget summarisk gengivelse af en langvarig og kompleks retsproces, men der siges ikke noget i indslaget, som er faktuelt forkert, slår Jesper Termansen fast og afviser, at DR’s etiske retningslinjer skulle være overtrådt.
- Der er udeladt oplysninger, som efter min vurdering burde høre med til en nuanceret fremstilling af sagen. Blandt andet at dommeren, som dømte Lula da Silva for korruption, af den brasilianske højesteret blev bedømt som partisk og for at have begået rettergangsfejl. Derfor annullerede den brasilianske højesteret dommen uden at tage stilling til skyldsspørgsmålet, skriver lytternes og seernes redaktør og slår fast, at eftersom DR i reportagen ikke har sagt noget forkert, får klageren ikke medhold i, at DR’s etiske retningslinjer er overtrådt.
- Det er her væsentligt at holde for øje, at DR har redigeringsretten over eget stof, konkluderer Jesper Termansen.
Du kan læse hele sagen her.