Radiovært på ’Bagklog’ var ikke seriøs i udtalelser om Enhedslisten – og det er etisk inden for rammerne

Vært på ’Bagklog’ på P1 sagde i sit program, at alle boligejere i hovedstaden stemmer på Enhedslisten. En lytter klagede over udtalelsen, som klageren mente var forkert og tendentiøs – egnet til at påvirke kommunalvalget få dage senere.

En lytter mente, at 'Bagklog' på P1 ikke overholdt DR's etiske retningslinjer. Lytternes og seernes redaktør, Jesper Termansen, afviser kritikken. (© DR)

I programmet den 13. november 2021 sagde vært Esben Kjær, at han godt kunne forklare, at Enhedslisten stod til fremgang ved det dengang kommende kommunalvalg, for det var alle boligejerne i København, der stemmer på dem. Enhedslisten forhindrer nemlig nybyggeri, lød det.

Det førte til, at en lytter klagede til DR over værtens udtalelse.

Klageren mente, at værten blandede sig i kommunalvalget med en - ifølge klageren - tendentiøs og forkert udtalelse om Enhedslistens boligpolitik i hovedstaden.

Klageren skrev i sin klage, at Enhedslisten havde stemt for 32 ud af 38 lokalplaner i forrige valgperiode og dermed ikke var modstandere af nybyggeri i hovedstaden. Klageren mente, at det var skærpende, at udtalelserne faldt lige kort inden kommunalvalget og dermed kunne påvirke stemmeafgivningen. Klageren ønskede en berigtigelse af udtalelserne, som han mente var i strid med DR’s etik.

Da redaktionen efter halvanden måned ikke havde svaret på klagen, valgte DR’s lytter og seerredaktør Jesper Termansen på baggrund af klagerens henvendelse til ham om sagen, at tage stilling til klagen. Han giver ikke klageren medhold i kritikken af ’Bagklog’, men påpeger fejl i DR’s håndtering af klagen.

Satire og ironi

Lytternes og seernes redaktør påpeger i sin gennemgang af sagen, at der i det konkrete tilfælde, der er klaget over, er tale om en groft karikeret og satirisk samt ironisk kommentar fra værtens side, som ligger inden for programmets koncept. Gæsten var komiker Brian Mørk i denne udgave af ’Bagklog’, som ifølge DR’s egen programbeskrivelse sætter tingene i et ”skarpt og ofte satirisk lys”.

- Der er ikke tale om en faktuel gennemgang af Enhedslistens konkrete boligpolitik. Derfor giver det ikke mening af rette udtalelsen, skriver Jesper Termansen, der også påpeger, at værten som et led i konceptet for ’Bagklog’, har en ret til at komme med satiriske og personlige kommentarer i programmet.

Klagerens kritik afvises dermed.

Kritisabel procedure

Jesper Termansen påpeger, at DR’s proceduremæssige håndtering af sagen til gengæld er kritisabel, da klageren ikke har fået svar fra redaktionen halvanden måned efter, at klageren havde skrevet ind.

- Klager har efter LSR’s opfattelse ret i, at det er utilfredsstillende, at DR ikke har besvaret klagen eller givet Klager et foreløbigt svar med et bud på en tidsfrist for en egentlig besvarelse af klagens indhold, skriver Jesper Termansen og konstaterer, at overskridelsen er en overtrædelse af de regler for besvarelse af klager, som beskrives i bekendtgørelsen, og dermed også den frist DR selv har sat i DR’s etiske retningslinjer.

Du kan læse hele sagen her.

Ankesagsbeskrivelse