'Shitstorm' hyldede ikke afbrænding af politistationer

To klagere mente, at ’Shitstorm’ på P1 var partisk og hyldede debattørs opfordring til flere afbrændinger af politistationer i USA. Klagerne får ikke medhold af lytternes og seernes redaktør.

To lyttere har klaget til DR over 'Shitstorm' på P1. Lytternes og seernes redaktør har behandlet sagerne, og de får ikke medhold. (© (c) DR)

To lyttere syntes ’Shitstorm’ gik over grænsen i programmet ”Da internettet gik i sort” den 6. juni. De skrev begge til DR med deres kritik.

Fælles for begge klagere var, at de fandt værternes interview med debattøren, Jens Philip Yazdani partisk, og at værterne skamroste ham. Den ene af klagerne mente også, at værterne derimod gav den næste gæst, Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen, en behandling som stred imod DR’s etiske retningslinjer.

Efter redaktionen afviste klagerne, ankede de begge sagen til Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør. Han giver dem ikke medhold.

Af afgørelsen fremgår det, at Jens Philip Yazdani var inviteret i studiet i forbindelse med et opslag på sociale medier, hvor Yazdani opfordrede til flere afbrændinger af politistationer i USA i relation til Black Lives Matter-bevægelsen.

Lytternes og seernes redaktør skriver i sin afgørelse:

- Jens Philip Yazdani var inviteret ind, fordi han i ugen op til udsendelsen havde skrevet en opdatering på sociale medier, som havde givet anledning til mange kritiske kommentarer. Her opfordrer Jens Philip Yazdani til nedbrænding af flere politistationer i USA oven på sagen om den dræbte George Floyd og protesterne desangående.

Det fremgår tillige af afgørelsen, at Søren Espersen var inviteret ind, fordi han på sociale medier havde givet udtryk for – og modtaget mange reaktioner på – at han ikke mente, at der er racisme i Danmark.

Klageren gav udtryk for, at Shitstorm gav Søren Espersen en dårlig behandling ved blandt andet at bruge alt for lang tid på en voxpop om racisme i stedet for at lade Søren Espersen komme til orde. Næstformanden for Dansk Folkeparti endte med at udvandre fra programmet, hvilket klageren fandt berettiget.

Vært hyldede ikke synspunkter

Ifølge gennemgangen er der ikke udtalelser fra værterne, hvor de hylder nedbrænding af politistationer.

- Bemærkningerne går på gæstens evne til at tage debatten og - efter værtens opfattelse - gode evner til at reflektere over sit eget standpunkt. Bedømt ud fra programmets egen formålsbeskrivelse er værtens udtalelser i overensstemmelse med formålet, fremgår det af afgørelsen.

Jesper Termansen lægger vægt på, at værten ikke har givet udtryk for, at han går ind for afbrænding af politistationer eller sympatiserer med gæstens holdninger, men at programmet havde til formål at undersøge, om gæsten selv havde ændret opfattelse af sin egen ageren og egne udtalelser i lyset af de kraftige reaktioner, han fik. I den forstand levede programmet ifølge afgørelsen op til sit eget formål.

Mislykket interview ikke en overtrædelse af etikken

Interviewet med Søren Espersen, der undervejs afbrydes af Espersen selv, får heller ikke kritik.

Lytternes og seernes redaktør skriver, at selvom værtsparret og Søren Espersen, ikke var enige om præmissen for interviewet om racisme, havde DR stadigvæk lov til at lægge en anden præmis til grund for debatten end næstformanden for DF.

Espersen gav ifølge afgørelsen udtryk for, at han opfattede racisme som et spørgsmål om hudfarve, hvorimod værterne arbejdede og spurgte ud fra en noget bredere definition af racisme.

- At et interview er mislykket, er ikke det samme som, at det overskrider de etiske retningslinjer, skriver Jesper Termansen og påpeger, at DR også selv har erkendt, at de ikke fik det ud af interviewet, som var tanken.

Afgørelsen slår fast, at det er DR’s ret at bestemme, hvilke elementer, der skal indgå i et indslag og hvilke emner, der skal diskuteres.

Klagerne får ikke medhold.

Du kan læse begge afgørelser her.

Ankesagsafgørelser

Om redaktøren