DR Nyheders Databaseredaktion har hentet data om de såkaldte V1 og V2-kortlagte arealer med jordforurening fra Danmarks Miljøportals kort, Arealinformation.
Herefter har vi bedt om en særkørsel hos Region Nordjylland, Region Syddanmark, Region Midtjylland, Region Sjælland, Region Hovedstaden og Bornholms Regionskommune vedrørende detaljerede oplysninger om V2-grundene. Geodatastyrelsen har stillet matrikeldata til rådighed, mens Ministeriet for By-, Bolig- og Landdistrikters adressewebservice har leveret adresseoplysninger.
Endvidere er der hentet data fra Miljøstyrelsen, fra regionernes årlige redegørelser om jordforurening og fra forskellige videnskabelige undersøgelser af enkelte, konkrete jordforureninger.
DR Nyheders kort er baseret på et dataudtræk per 4. november 2013. Eventuelle fejl og unøjagtigheder kan skyldes, at data fra regionerne til Miljøstyrelsen endnu ikke er opdateret. Kortet opdateres IKKE løbende af DR. Hvis du vil vide mere eller sikre dig ajourførte data på din grund efter denne dato, så kontakt den ansvarlige region.
Oplysningerne fra regionernes V2-registreringer har meget varierende detaljegrad og kvalitet. Det skyldes bl.a. at nogle registreringer er meget gamle og overleveret fra de gamle amter til regionerne. Desuden er der ikke ensartet praksis for registreringen på tværs af de fem regioner. Dette kan være en kilde til fejl i data.
Læs mere om hvad du kan gøre, hvis din grund er forurenet hos de enkelte regioner eller i DR's Guide.
Kortet indeholder også arealer, der er grønne. Disse er arealer, der betegnes som Natura 2000. Natura 2000-områderne omfatter habitat- og fuglebeskyttelses- og ramsarområder, og de er udpeget for at beskytte udvalgte arter og naturtyper. Data vedr. Natura 2000 er trukket fra EU's Miljøagentur (13. november 2013).
#rv13