De fleste af os har ikke vanskeligt ved at udtænke, hvilken menu gæsterne skal sætte tænderne i den 24. december.
Til gengæld kan det være sværere at finde den helt rigtige vin til anden eller flæskestegen.
Men vinen bør slet ikke give os hovedbrud, siger Malene Smidt Hertz, som er vinkyper og foredragsholder.
- Mit bedste råd er, at man skal drikke, hvad man har lyst til juleaften. Der findes ingen perfekte vine til julemaden. Når det er sagt, så er der dog visse vine, der giver en større smagsoplevelse end andre.
- Den helt store udfordring med julemiddagen er, at den smagsmæssigt spænder så vidt: Fra den fede flæskesteg til de syrlige elementer som rødkål over til sødmen fra de brunede kartofler.
De 5 gode råd
Vinkyper Malene Smidt Hertz giver her gode råd til din julevin:
- •
Gå efter vine med en høj alkoholprocent: Kød som flæskesteg og and med meget fedt kræver en vin med en høj alkoholprocent, så man kan rense fedmen ud af munden. Den må gerne ligge omkring de 13 procent og opefter.
- •
Tre gode drue-valg: Frankrig: Gå efter vine fra det sydlige Rhône. Vine herfra er overvejende lavet på druen grenache. Druen skaber saftige og runde vine med stor smagsintensitet, der klæder kødet, de hvide kartofler og sovsen. Samtidig har den et moderat indhold af tanniner – også kendt som garvesyre. Vælg for eksempel chateauneuf-du-pape vine. Spanien: Vælg vine med alder på bagen. Det kan være fra Rioja eller Priorat på garnacha-druen, der svarer til den franske grenache. Undgå vine med meget kraftige fadnoter, da det vil tørre munden ud. Italien: Gå efter primitivo-druen eller sveskeprægede vine som amarone og ripasso
- •
Vælg vin til anden: Det er mere krævende at vælge vin til anden end til flæskestegen, fordi den har en mere sødmefuld karakter. Men det betyder, at man med fordel kan vælge hvidvin fra eksempelvis Alsace eller en Riesling fra Tyskland.
- •
Vælg øl: Øl kan også være et godt valg til julemiddagen ud fra devisen om at spise lokalt og drikke lokalt. Julemiddagen er en del af den danske madhistorie, og derfor passer øl også fantastisk godt til måltidet. Gå efter de mørke øl typer med en alkoholprocent på omkring 7 eller derover.
- •
Vælg flere vine: Man kan også vælge flere forskellige vine til julemiddagen. Det praktiserer vinkyper Malene Smidt Hertz selv, når hun holder juleaften. Hun mener nemlig, at det skaber en god dialog ved julemiddagen og tilgodeser forskellige præferencer. Samtidig trækker det præstationen ud af vin-valget og giver plads til vigtigste: Julehyggen.
