Bookmakere: Fire lande kan slukke svensk Eurovision-håb

Meget tyder på, at der er en spændende Eurovision-finale i vente lørdag aften. Ifølge bookmakerne er der nu hele fem lande med i topstriden.

Både Australien, Italien, Belgien og Rusland kan bringe den svenske Eurovision-sejr i fare. (© EBU)

Lige siden Måns Zelmerlöw i marts vandt det svenske Melodi Grand Prix med den fængende og flotte ’Heroes’, har Sverige været storfavorit til at vinde Eurovision Song Contest 2015.

Sveriges Måns Zelmerlöw er stadig bookmakernes favorit til at vinde Eurovision Song Contest 2015, men konkurrenterne begynder at hale ind på ham. (Foto: © Thomas Hanses og Elena Volotova, EBU)

Da de første prøver begyndte i Wiener Stadthalle i Østrig, hvorfra lørdagens finale løber af stablen, stod det imidlertid hurtigt klart, at Ruslands Polina Gagarina også var et seriøst bud på en vinder.

Efter semifinalerne er det Belgiens unge talent, Loïc Nottet, der har imponeret, og efter de sidste prøver inden lørdagens finale er det blevet tydeligt, at man heller ikke kan afskrive hverken Italiens tentortrio Il Volo eller Australiens charmerende Guy Sebastian.

Det kan man se på siden Oddschecker, der samler de seneste odds på årets Eurovision fra en hel række spilfirmaer.

Fire lande truer svenske Måns

Dermed er der altså fire lande, der potentielt kan slukke det svenske Eurovision-håb, hvis man skal tro på bookmakernes forudsigelser.

Mønstret går igen hos Danske Spil.

Her giver Sverige, Rusland, Italien, Belgien og Australien alle mindre end odds 10, hvilket vil sige, at man får sine penge mindre end 10 gange igen, hvis man spiller på en sejr til ét af disse lande.

På en sjetteplads – og langt efter de fem førende lande – finder vi Estland, der i skrivende stund giver odds 30 hos Danske Spil.

Italien i front hos fans og presse

I pressecentret i Wien, hvor akkrediterede fans og journalister for sjov kan komme med deres bud på, hvordan de tror finalen ender, og her stemmer favoritmønstret også overens med bookmakernes.

Italiens Il Volo, der består af Piero Barone, Ignazio Boschetto og Gianluca Ginoble, er også blandt favoritterne til at vinde årets Eurovision. (Foto: © Elena Volotova, EBU)

Her fører Italien og Sverige massivt over henholdsvis Belgien, Australien og Frankrig, mens Rusland her indtager en syvendeplads.

Ja, meget tyder på, at der er en særdeles spændende Eurovision-finale i vente lørdag aften.

Finalen i Eurovision Song Contest 2015 finder sted lørdag, 23. maj. Følg med her på dr.dk allerede fra kl. 20 og på DR1 fra kl. 21.