En uge inden afrejse: Sådan bliver Danmarks drenge klar til Wien

19. maj skal Anti Social Media forsvare Danmarks Eurovision-ære. Nu afslører drengene, hvordan de forbereder sig til verdens største musikkonkurrence.

(Foto: © Ditte Chemnitz, eurovision.tv)

19. maj får vi forhåbentlig igen navnet ”Danmark” at høre, når de tre Eurovision-værter Mirjam Weichselbraun, Alice Tumler og Arabella Kiesbauer skal afsløre, hvilke 10 lande, der klarer sig videre fra første semifinale i Eurovision Song Contest 2015.

Det er gruppen Anti Social Media, der har fået den store opgave at forsvare de rød-hvide farver i år; og det er noget af et pres, der ligger på gruppens fire medlemmer Philip, Emil, David og Nikolaj.

Danmark har nemlig været i Eurovision-finalen hvert år siden 2008 – en bedrift hverken Sverige eller Norge kan gøre os efter!

Alle kræfter bliver lagt i

Men hvordan forbereder man sig egentlig til verdens største musikkonkurrence? Det har dr.dk spurgt Danmarks nye Grand Prix-håb om, præcis en uge inden de drager til Wien:

- Der bliver lagt alle kræfter i det! Vi optimerer rigtig meget, hvad vi gjorde før, fortæller Philip, der er Anti Social Medias forsanger.

- Det er ikke fordi, vi skal lave så meget om på det hele, men vi strammer op. Der var ikke noget galt med stilen til det danske Grand Prix; det virkede jo! Så der er jo ingen grund til at lave alt muligt om.

Trommeslageren Emil supplerer straks:

- Vi er helt skarpe nu!

”Vi har fået en chance”

Og drengenes fokus har da også været knivskarpt, efter de 7. februar vandt retten til at repræsentere Danmark i Eurovision.

Anti Social Media har netop færdiggjort deres første EP, der udkommer 11. maj – samme dag, som den danske delegation drager af sted til Østrigs hovedstad Wien, hvor årets Eurovision-brag afholdes – og allerede 4. maj udgiver gruppen en ny single.

Herudover er tiden blandt andet gået med pressetræning og musikvideooptagelser.

- Vi forstår, at vi har fået en chance nu, og den griber vi! Vi vil gerne ud at vise, at vi også kan lave noget ny musik, udover Grand Prix-sangen, forklarer Philip.

Danmark i finalen for 8. gang i træk?

19. maj gælder det dog i første omgang netop Grand Prix-sangen, ’The Way You Are’.

Den vil forhåbentlig sikre Danmark en plads i finalen 23. maj – for ottende år i træk – og samtidig give drengene en chance for at spille for op imod 200 millioner tv-seere.

- Jeg tror ikke rigtig man kan forberede sig på det, lyder det eftertænksomt fra Philip, da snakken falder på den enorme eksponering, der følger i kølvandet på en Eurovision-deltagelse.

Bar røv på hotelværelset

En anden ting, der kan være svær for drengene at begribe, er hvor hurtigt det er gået med at lære hinanden at kende.

Anti Social Media blev sat sammen i forbindelse med det danske Grand Prix i februar, men er i løbet af ganske få måneder kommet umådeligt tæt på hinanden.

Nogle gange måske næsten for tæt, forklarer Emil:

- Jeg tror, det er første gang, jeg har været så intim med en bar røv, som jeg var med Davids. Der gik sgu ikke lang tid, starter trommeslageren, og begynder straks at grine.

Så følger forklaringen:

- Vi sov på hotelværelse sammen…

Et sammentømret band

David, der spiller bass i bandet, uddyber hurtigt Emils historie:

- Jeg havde været i bad om morgenen, det var kun derfor, at du fik lov til det … altså at kigge!

Så bryder alle fire drenge sammen af grin.

Ja, der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er et solidt sammentømret band, der går på scenen for Danmark, tirsdag 19. maj.