Grand Prix-general: Det kan vi forvente af Østrigs show

”Det bliver et anderledes show end i København”, fortæller Pernille Gaardbo, der sidder i EBUs magtfulde referencegruppe, og har fulgt Østrigs Eurovision-forberedelser tæt.

Det var festligt, da Eurovision tidligere i år kunne fejre 60 års jubilæum. Det bliver det med garanti også, når Østrig til maj er Eurovision-værter. (Foto: © Thomas Hanses, EBU)

I 2014 var hun øverste chef, såkaldt executive producer, da Danmark var Eurovision-værter.

Efterfølgende har DRs Pernille Gaardbo fået sæde i EBUs magtfulde referencegruppe, hvor hun – blandt meget andet – har fulgt Østrigs Eurovision-forberedelser tæt.

Nu afslører hun de første detaljer om, hvad vi kan forvente os, når Wien blænder op for de tre store Eurovision-shows 19., 21. og 23. maj:

- Det bliver et anderledes show end i København. Man er ikke i tvivl om, at man er i Østrig og Wien, når man hører om de idéer, de har, fortæller Pernille Gaardbo til dr.dk/grandprix.

Klassisk musik og Conchita

Det østrigske islæt på verdens største musikkonkurrence vil man blandt andet kunne se i forhold til den klassiske musik:

- Der er ingen tvivl om, at de har en stolt, klassisk musiktradition i Wien. Den vil de selvfølgelig tage udgangspunkt i. Og så vil Conchita (Wurst, vinder af Eurovision 2014, red.) spille en stor rolle i showet.

- Hele historien omkring Conchita er jo en askepot-historie. Hun blev sendt af sted til Eurovision i København uden specielt stor opbakning, men endte med at vinde det hele. Østrigerne har siden taget hende til deres hjerter, uddyber Gaardbo.

Inspiration fra København

Selv om Østrig altså tager udgangspunkt i deres egne traditioner og idéer, vil man dog også kunne se små, danske islæt undervejs i de tre shows:

- Jeg ved, at de har nogle initiativer på sociale medier, ligesom vi også havde. De arbejder videre med de idéer, vi satte i gang i København.

Og også i forhold til scenen og de såkaldte postkort, der præsenterer hvert land, gør den danske indflydelse sig gældende:

- De arbejder videre med sceneelementer, de har taget med fra København, men har også deres eget take på idéerne. Og de har arbejdet videre med de personlige postkort, vi introducerede sidste år, slutter den tidligere Grand Prix-general.