Efter flere måneders ventetid går det endelig løs i morgen aften:
Rasmussen indtager scenen i Eurovision Song Contest, hvor han skal forsvare de rød-hvide farver og forsøge at synge Danmark frem til lørdagens store finale med Grand Prix-baskeren 'Higher Ground'.
Men den rødhårede viking er faktisk ikke den eneste dansker, der er involveret i årets europæiske popfest.
Også på solskinsøen Malta har de fået øjnene op for de danske talenter, når det kommer til Eurovision Song Contest.
Maltesisk tv har nemlig hyret den danske koreograf Michel Sian til at koreografere sceneshowet til landets bidrag 'Taboo', som fremføres af sangerinden Christabelle.
- Det er en rigtig fed opgave, og jeg er virkelig glad for at have fået lov til arbejde med det maltesiske bidrag i år, siger Michel Sian.
Kom med på et afbud
De store, internationale scener er langt fra ukendt territorium for den unge stjernekoreograf, som har arbejdet sammen med popmastodonter som blandt andre Justin Bieber og Kylie Minogue.
Men nu skal han altså forsøge at hjælpe malteserne til deres første Eurovision-sejr nogensinde.
Jobbet som koreograf for Malta endte dog i Michel Sians hænder ved lidt af et tilfælde.
- Jeg kendte ham, der i første omgang var blevet tilbudt jobbet, men han endte desværre med at måtte melde fra, og så anbefalede han mig til maltesisk tv i stedet, fortæller Michel Sian.
Den danske koreograf blev allerede hyret ind til den nationale Grand Prix-finale på Malta, hvor han skulle koreografere nummeret til sangen 'Taboo'.
- Vi har holdt rigtig mange møder over Skype, og jeg fløj også til Malta for at øve med Christabelle. Det har været rigtig sjovt at prøve, siger Michel Sian.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5af2dc8aa11f9f24586a2286
Et stort show at være med i
Arbejdet med at koreografere Grand Prix-sange er ikke nogen ny disciplin for Michel Sian.
Den unge koreograf har i mange år været med på scenen som danser i det danske Melodi Grand Prix, og i år havde han sammen med koreograf Katrine Engberg ansvaret for at koreografere numrene i årets danske finale.
Således har Michel Sian faktisk hele to bidrag med i årets Eurovision-finale, da han ud over den maltesiske optræden som koreograf også skal være med til at sikre danske Rasmussen et topresultat.
- For mig betyder det rigtig meget at være med til Eurovision. Jeg var med som danser, da København var værter for showet 2014, og der oplevede jeg virkelig, hvor kæmpestort det her show er, siger han.
Michel Sian sammen med maltesiske Christabelle og danske Rasmussen ved en koncert i Amsterdam i april.
Danmark eller Malta?
Når Eurovision-semifinalen ruller over skærmen torsdag aften, bliver det dog uden Michel Sian på tilskuerrækkerne.
Hans kalender er nemlig så tætpakket, at han ikke har mulighed for at være til stede i værtsbyen Lissabon.
I stedet må han se med fra Holland, hvor han arbejder som koreograf på et nyt tv-show.
Men hvem holder man egentlig med, når man har hele to bidrag i spil til en finaleplads?
- Jeg tror faktisk, at jeg holder lige meget med begge lande. Selvom Danmark selvfølgelig er mit fædreland, så er jeg kommet rigtig tæt ind på livet af Christabelle fra Malta.
- I Dansk Melodi Grand Prix arbejdede jeg på ti sange på én gang, men i Malta var det kun hende, jeg havde fokus på, så vi er blevet meget tætte. Det må blive en fifty-fifty, siger Michel Sian med et grin.
Se den anden semifinale af årets Eurovision Song Contest torsdag klokken 21 på DR1 og DR TV. Og husk naturligvis også at se den store finale på lørdag samme tid og samme sted.
