Lina Rafns X Factor-darling gør comeback i Melodi Grand Prix

I 2015 blev Sophia Nohr landskendt i X Factor. I år prøver hun kræfter med Melodi Grand Prix.

Sophia bringer den samme countrypop følelse til Melodi Grand Prix, som hun gjorde til X Factor. (Foto: © Agnete Schlichtkrull (th.) & Bjarne Bergius Hermansen (tv.), (c) DR)

Da X Factor løb af stablen sidste år, formåede Sophia Nohr at nå hele vejen til de store liveshows under kyndig vejledning af dommer Lina Rafn.

Hun måtte allerede forlade konkurrencen i tredje liveshow, men X Factor-exittet har ikke betydet et endeligt for musikken.

I år stiller Sophia Nohr nemlig op i det danske Melodi Grand Prix med sangen ‘Blue Horizon’, der ligesom mange af de sange, hun optrådte med i X Factor, har en country-inspireret lyd.

Et opgør med ‘X Factor-Sophia’

Under X Factor var Sophia under dommer Lina Rafns vinger, og blev kendt som Rafns country-muse, der med sine nærværende optrædener og rørende forhistorie formåede at charme sig ind hos danskerne.

Sophia lærte meget i tiden med X Factor, men har også brugt tiden efter på at finde sit musikalske ståsted.

- Efter X Factor har jeg haft mulighed for at granske min sjæl og finde ud af, hvem jeg er som artist. Nu viser jeg, hvem jeg er som artist - det synes jeg ikke helt jeg gjorde under X Factor, fortæller Sophia.

Se Sophia optræde i X Factor herunder.

Artiklen fortsætter under videoen.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5698fea26187a41340327193

“X Factor var en inspiration for mine børn”

Historien om Sophias liv som alenemor til to små piger rørte både publikum og dommere under X Factor.

- Som menneske har jeg været ting igennem, som folk kan relatere sig til. X Factor var en kæmpe inspiration for mine børn. De kan se, at jeg brænder for noget, fortæller Sophia.

Se Sophia optræde til det danske Melodi Grand Prix, der sendes live på DR1, lørdag d. 13. februar.