Skrupskøre svenskere: Lyskrydsene i Stockholm spiller Eurovision-musik

Under Eurovision byder de stockholmske lyskryds på både 'Euphoria' og 'Heroes', når man begiver sig ud i trafikken.

Det er vist kun i Sverige, at lyskrydsenes lydbokse spiller Eurovision-musik. Det skøre påfund er blevet til i et samarbejde mellem Stockholm by og musikproducer Håkan Lidbo.

Det er ingen hemmelighed, at de er vilde med Grand Prix i Sverige. Men nu har kærligheden til verdens største musikkonkurrence alligevel nået hidtil usete højder.

I forbindelse med Stockholms værtskab for Eurovision Song Contest, der løber af stablen i denne uge, har man nemlig arrangeret, at byens lyskryds spiller Eurovision-musik for byens fodgængere.

Se hvordan det lyder i videoen nederst her på siden. Tryk på afspil.

’Heroes’: gå – ’Euphoria’: stå

Når man venter på grønt lys spilles en stille udgave af ’Euphoria’, der vandt Eurovision i 2012; mens der bliver fyret op for sidste års vinder, ’Heroes’, når man skal krydse gaden.

Det er lyskrydsenes lydbokse for de svagtseende, der i anledning af konkurrencen byder på de to Eurovision-vindere - mens de altså normalt siger to forskellige tikkende lyde, alt efter om man må gå over gaden eller skal vente.

De Eurovision-stemte lyskryds er blevet til i et samarbejde mellem Stockholm by og den svenske musikproducent Håkan Lidbo, der til daglig arbejder med elektronisk musik.

https://www.youtube.com/watch?v=cggowuVgGW0

Eurovision 2016 finder sted 10., 12. og 14. maj. Danmark er med i anden semifinale, torsdag 12. maj.