Det er jeres egen fejl, at I ikke er kommet i finalen.
Sådan lyder den hårde dom over Danmarks præstation i Melodi Grand Prix, hvis man spørger nogle af de internationale journalister, der dækker verdens største popfest i Stockholm.
- Det handler ikke om lande, det handler om sange. Og jeres sang var - ligesom vores egen - simpelthen ikke god nok, mener den finske journalist Kaisa Iivonen, der bla. skriver for Eurovision-sitet Viisa Kuppila. Ligesom Danmark blev Finland i år snydt for en finaleplads.
Skil jer ud!
Flere journalister mener, at ‘Soldiers of Love’ var for anonym til de europæiske tv-seere og juryer.
- Alle de sange, der gik videre fra semifinalen, skilte sig ud på en alle anden måde. Lighthouse X’ sang er for ‘easy listening’. Det fungerer måske godt i radioen, men der er brug for mere i Eurovision, lyder vurderingen fra den tyske blogger Tjabe van Lessen fra Prinzblog.
Danmark bør sætte mere fokus på sceneshowet, hvis vi vil gøre os gældende, lyder rådet fra en anden journalist, Igor Trajkovski fra det makedonske blad Kompletna:
- Eurovision er efterhånden blevet et cirkus. Det drejer sig ikke længere kun om sangen og hvordan, den bliver fremført. Scenen, lyset og effekterne skal være perfekte. I er nødt til at flytte os videre til det næste niveau og lave nogle numre, som taler til Facebook-generationen, siger han.
Før valgkamp og få juryen tilbage
Danmark kunne også med fordel have ført mere valgkamp for nummeret inden Eurovision, siger skotske Ewan Spence, der står bag podcasten ESC Insights, der har en halv million lyttere verden over.
- Ingen vidste, hvem Lighthouse X var. De har ikke nogen fanbase i Europa, som de har i Danmark, og de har lavet meget lidt PR og givet meget få optrædener, siger Ewan Spence.
- Man er nødt til at føre valgkamp. Man skal arbejde for at komme i aviserne, blive spillet i radioen og blive vist på tv. På den måde er sangene allerede velkendt, når den bliver fremført i Eurovision, mener han.
Skal Danmark tilbage på toppen, så starter det allerede med Dansk Melodi Grand Prix 2017.
- I skal droppe at have 100 procent seerstemme i jeres finalerunde. I bør gå tilbage til at have 50 procent stemmer fra juryen og 50 procent fra seerne, mener han.
