Det er ikke kun koldt at være islænding i Island.
Det er i særdeleshed også koldt at være islænding i Eurovision Song Contest.
På trods af smil, charme og en fejlfri vokal måtte den 19-årige sanger Ari Ólafsson fra vulkanøen nemlig tirsdag aften forlade popkonkurrencen inden den store finale på lørdag.
Dermed har Island, som i nyere tid er et af de lande, der har givet allerflest point til Danmark i Eurovision, ikke været i finalen, siden København var vært helt tilbage i 2014.
Oprejsning til Finland
Et andet nordisk land, der til gengæld fik oprejsning i semifinalen, var Finland, som indtil tirsdag aften heller ikke havde været i finalen siden 2014.
Men det fik landets superstjerne Saara Aalto ændret på, da hun sikrede finnerne en finaleplads med den effektive popbasker 'Monsters'.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5af2054a6187a412f43686b3
Irland, der ellers også har været i Grand Prix-krise i årevis, og som ikke har været i finalen siden Emmelie de Forests sejr i 2013, sikrede sig også en plads i finalen med Ryan O'Shaughnessys 'Together'.
Storfavoritterne Cypern, Israel og Estland strøg alle sikkert videre, mens semifinalen til gengæld blev endestationen for finalevante Grækenland og ikke mindst Aserbajdsjan, som misser finalen for første gang siden landets debut i 2008.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5af208a6a11f9f1fb43b0ae2
De ti lande, der gik videre fra semifinalen tirsdag aften, er:
- •
Østrig
- •
Estland
- •
Cypern
- •
Litauen
- •
Israel
- •
Tjekkiet
- •
Bulgarien
- •
Albanien
- •
Finland
- •
Irland
Ude er til gengæld Aserbajdsjan, Island, Belgien, Hviderusland, Makedonien, Kroatien, Grækenland, Armenien og Schweiz.
I den anden semifinale nu på torsdag skal Rasmussen forsøge at synge Danmark til finalen med nummeret 'Higher Ground'.
Se den anden semifinale torsdag klokken 21 på DR1 og DR TV.
