Mew skamroser Blachmans trio

”Sejt gået” lyder det fra Mew-forsanger Jonas Bjerre, efter Ivarsson, Bang & Neumann sang Mew-sangen ’Comforting Sounds’ i fredagens liveshow.

(Foto: © Andreas Hüttel, DR)

Blachmans trio Ivarsson, Bang & Neumann er strøget igennem X Factors liveshows uge efter uge, og i fredags var ingen undtagelse.

Her sang de Mew-klassikeren ’Comforting Sounds’, og det gjorde den charmerende trio så godt, at de nu får ros med på vejen fra Mews forsanger, Jonas Bjerre:

- Jeg var overrasket over at høre, at én af vores sange blev fortolket et så - for os - usædvanligt sted som X Factor. Sejt gået, lyder det rosende fra Mew-forsangeren.

”Det lyder rigtig smukt”

Han har set videoen af trioens optræden fra i fredags, og ønsker dem held og lykke i den videre konkurrence:

- Det lyder rigtig smukt, og vi ønsker Ivvarson, Bang og Neumann held og lykke og vind i sejlene!

Blachmans gruppe overvældet over ros

De flotte ord fra Mew vækker stor glæde hos Ivarsson, Bang og Neumann:

- Årh, for satan! Det er eddermame i orden! Gud, hvor er det fedt, lyder den spontane reaktion fra Markus, da dr.dk/xfactor ringer til gruppen for at bringe rosen videre.

- Og at de gider tage sig tid til det… Det sætter jeg virkelig pris på, og det må jo også betyde, at vi gør det godt. Det sætter jeg virkelig, virkelig stor pris på, slutter Markus.

X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1 – og du kan stemme og spille med i X Factor-appen! Hent den i AppStore eller Google Play.