Kan du heller ikke få nok af X Factor? Så har vi godt nyt til dig!
Fra på fredag får du nemlig meget mere X Factor - både under TV Avisen, og efter programmet slutter på DR1.
Dér sender vi nemlig det helt nye program Ultra Factor med Joakim Ingversen som vært på DR Ultra.
Et tilbud til "de hardcore fans"
I Ultra Factor får vi den allerførste snak med både deltagere, dommere og kendte gæster.
- Vi vil give et tilbud til de hardcore fans, som ikke kan få X Factor nok, fortæller DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.
- Der er så mange gode historier i X Factor, som der ikke er plads til på DR1, og dem fortæller vi nu i Ultra Factor.
Et hæsblæsende show
Joakim Ingversen er kendt som vært på blandt andet MGP og på Bingo Banko på TV 2 Zulu. Han er stor fan af X Factor – og så er han i øvrigt kæreste med X Factors vært, Sofie Linde.
- Hvis man elsker X Factor lige så meget som mig, så skal man også se Ultra Factor. Man skal forvente et hæsblæsende show, som ligger i pausen under TV Avisen, og så igen lige efter X Factors afgørelse. Vi vil helt ind bag facaden på deltagerne - man får simpelthen meget mere af både deltagerne og dommerne i Ultra Factor, siger værten.
- Joakim Ingversen er en super dygtig vært, der kan møde deltagerne og fansene i øjenhøjde. Han har det, der skal til, for at køre et live-program, hvor alt kan ske, fortæller Jan Lagermand Lundme.
Tager X Factor seriøst
Det er ikke første gang, at X Factor får et ekstra program. I 2013 sendte DR3 Xtra Factor med Emil Thorup. Men nu bliver det altså et live-program, som bliver sendt på DRs kanal for store børn, DR Ultra.
Og så kan man være med hele ugen på dr.dk/ultra og på Instagram og Snapchat.
- Alle X Factor-fans er velkomne til at se med. Men vi ved, at der er rigtig mange børn og unge, der er vilde med X Factor, og derfor laver vi nu et tilbud specielt til dem, siger redaktør for DR Ultra, Jonas Kryger.
- Ultra Factor tager X Factor seriøst, men vi går til det ud fra børnenes egen logik, og vi vil give nogle vinkler på X Factor, som man ikke kan se på DR1.
X Factor bliver sendt fredage kl. 20-21 og 21.25-22 på DR1. Ultra Factor sendes kl. 21-21.25 og igen 21.50-22.10 på DR Ultra.