X Factor-Mette har turneret verden rundt: Sådan startede det

Mette Lindberg har turneret hele verden rundt med The Asteroids Galaxy Tour, men nu sidder hun bag dommerbordet i X Factor.

Nu fortæller X Factors nye dommer, Mette Lindberg, hvordan det hele startede.

Hun er ny dommer i årets X Factor, og så er hun lidt af et musikalsk vidunderbarn.

Mette Lindberg har brugt de sidste ni år på at turnere hele verden med sit pop-/rockband The Asteroids Galaxy Tour, og nu er turen altså kommet til Danmarks største sangkonkurrence, hvor hun sidder bag dommerbordet med de erfarne kollegaer Remee og Thomas Blachman.

Det er en opgave, hun har takket ja til, selvom den travle verdenskvinde efter eget udsagn slet ikke har tid. Alligevel har hun gjort det – simpelthen fordi hun ikke kan lade være med at involvere sig i musikalske projekter.

- Jeg elsker musik, fordi det er en forlængelse af følelser. Det lyder som en kliché at sige, at man elsker musik, men det gør jeg virkelig, fortæller Mette Lindberg til dr.dk.

Tænker i lyd og beats

Musikken har fyldt i Mette Lindbergs liv, siden hun var lille. Hun er vokset op i et hjem fyldt med kærlighed til musik, digtning og improvisation, så hun har gennemlevet en barndom fuld af korsang, bands og familieoptrædener sammen med sin søster og kusiner.

Den medfødte kærlighed til musik ligger så dybt i hende, at der den dag i dag er lyd til alt, hun gør.

- Jeg tænker hele tiden i lyde. Jeg er enormt sensitiv omkring lyd, og det har jeg altid været. Jeg husker meget i lyd, og jeg kan lagre det inde i hovedet, forklarer Mette Lindberg og fortsætter:

- Musikken tager mig derhen, hvor jeg skal være, og den gør mig både rolig og energifyldt. Det bruger jeg på alle mulige måder. Når jeg laver musik, bliver jeg lykkelig.

Verden rundt med The Asteroids Galaxy Tour

Allerede som 23-årig blev Mette Lindberg kontaktet af sin ven og tidligere kollega Lars Iversen, der præsenterede hende for nogle sange, som han har skrevet og produceret til et projekt, der skulle hedde The Asteroids Galaxy Tour. Musikken blæste fuldstændig benene væk under Mette, der straks var med på idéen.

- Jeg elskede demoerne og tænkte med det samme ”Det er sådan noget musik, jeg vil lave, jeg har bare ikke kunnet sætte ord på det”. Så da Lars kom med det her, tænkte jeg bare YES, fortæller hun.

Efter en sommers intenst arbejde med Asteroids Galaxy Tour lå seks numre klar, og bandet kom med det samme i stald hos et management-firma i England, der allerede varetog navne som Robbie Williams, Sia og Passenger.

Ret hurtigt blev sangen ’Around the Bend’ udvalgt til en reklamefilm for gigantfirmaet Apple, en film der blev vist i hele verden og dermed satte The Asteroids Galaxy Tour på verdenskortet.

Med Mette Lindbergs egne ord har bandet nærmest være på verdensturné lige siden, hvor de både har varmet op for verdensstjernen Katy Perry, spillet for mange tusinde mennesker i både Filippinerne, Sydamerika og USA og optrådt på den enorme Lowlands-festival i Holland.

Alt det skete samtidig med, at The Asteroids Galaxy Tour udgav tre album og lavede musik til film, tv-serier og flere reklamer, og selvom hun har haft travlt, så er Mette Lindberg taknemlig for det, hun har fået gennem bandet:

- De sidste ni år har jeg været så heldig at lave det, jeg elsker. Jeg kan blive høj af at lave musik sammen med andre og opleve det øjeblik, hvor man rammer den helt rigtige lyd. Det kan gøre mig helt rørt af at mærke det sted, hvor det er det hele værd, og man har lyst til at kæmpe sig vej dertil, fortæller hun.

Lærer selv af jobbet som dommer

For Mette Lindberg er livet en konstant læringskurve, og jobbet som X Factor-dommer er kun et skridt imod det at blive klogere på sig selv gennem at lære fra sig.

- Jeg har glædet mig til at tage fat i noget af alt det, jeg har, og så give det til nogle andre. Nu får jeg lov at stoppe op og tænke over, hvad det egentlig er, jeg kan, og hvad jeg har lært. Det tror jeg er rigtig sundt at gøre engang i mellem, og det får jeg muligheden for ved at være dommer i X Factor, fortæller hun.

Som mentor for de tre livedeltagere i X Factors unge kategori har Mette Lindberg til opgave at dele ud af sin erfaring til en række unge sangtalenter, der næsten ingen erfaring har, og det er en udfordring, hun sætter pris på:

- At mærke deres frygtløshed og nysgerrighed minder mig om, hvor skønt livet er, og at man skal sætte pris på øjeblikket. Man skal huske at nyde lige der, hvor man er, for man kommer aldrig tilbage.

X FACTOR

  • X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1.

  • Hent appen DR X Factor i App Store eller Google Play og se alle optrædener, få seneste nyt om X Factor og vær med i spillet 4. dommer under tv-programmerne.

  • Følg med hver dag på Facebook-siden X Factor - DR.